Hermann Hesse

er forunderligt hvor meget et menneske kan sluge! Jeg læste i en avis i en halv snes minutter, lod et ansvarsløst menneskes ånd slippe ind i mig gennem mine øjne, en der tygger drøv på andres ord og blander dem med sit eget spyt, men giver dem ufordøjet tilbage. Det indtog jeg en hel spalte af. Og derefter spiste jeg et godt stykke af en lever man havde skåret ud af kroppen på en dræbt kalv. Forunderligt! Det bedste var elsassvinen. Jeg bryder mig ikke om de vilde, kraftige vine, i hvert fald ikke til hverdag, dem der slynger om sig med deres kraftfulde ynder og berømte, særegne smagsoplevelser. Jeg foretrækker de rene, lette, beskedne landvine uden specielle navne. Man kan tåle en masse af dem og de smager så godt og venligt af land og jord og himmel og skov. Et glas elsassvin og et stykke godt brød, det er det bedste af alle måltider.

Ensomhed er uafhængighed, jeg havde ønsket mig den og opnået den i løbet af lange år. Den var kold, det er sandt, men den var også stille, vidunderligt stille og stor som det kolde, stille rum hvor stjernerne kredser

Og selv det ulykkeligste liv har sine solskinstimer og sine små lykkeblomster mellem sand og sten. Det var da også tilfældet med Steppeulven. For det meste var han meget ulykkelig, det kommer man ikke uden om, og han kunne også gøre andre ulykkelige, nemlig når han elskede dem og de elskede ham. Alle der kom til at holde af ham, fik altid kun den ene side af ham at se.

Menneskets tænkeevne er ikke specielt veludviklet og selv det mest åndfulde og dannede menneske vil altid se sig selv og verden gennem meget naive, forsimplende og forvanskende briller – men først og fremmest sig selv!

Man skal forestille sig en have med hundredvis af forskellige træer, med tusindvis af forskellige blomster, hundredvis af forskellige frugter og hundredvis af forskellige urter. Hvis nu gartneren i denne have ikke kender til anden botanisk distinktion end ‘spiselig’ og ‘ukrudt’, så aner han ikke, hvad han skal stille op med ni tiendedele af sin have, han vil rive de mest fortryllende blomster op med rode, fælde de ædleste træer eller i hvert fald hade dem og se skævt til dem. Sådan behandler Steppeulven sin sjæls tusinde blomster. Det der ikke passer ind i kategorierne ‘menneske’ eller ‘ulv’, ser han overhovedet ikke. Alt det feje, det abeagtige, alt det dumme og smålige, henregner han til ‘mennesket’ hvis ikke det er decideret ulveagtigt, ligesom han tilskriver ulvenaturen alt det stærke og ædle, bare fordi han endnu ikke har haft held til at blive herre over det.

Alvoren, min dreng, er tidens anliggende; den opstår, så meget vil jeg gerne røbe for dig, ved at man overvurderer tiden.

Er idealer da til for at man skal nå dem? Lever vi mennesker da for at afskaffe døden? Nej, vi lever for at frygte den og så elske den igen, og det er netop på grund af den at den smule liv vi har sommetider gløder så smukt i korte øjeblikke.

Steppeulven var en mand på næsten halvtreds år da han en dag for nogle år siden forhørte sig om et møbleret værelse hos min tante.

så har jeg faktisk uret, så er jeg forrykt, så er jeg virkelig den Steppeulv jeg siger jeg er, et dyr der er faret vild i en fremmed og uforståelig verden, et dyr som ikke kan finde sit hjem, sin luft og sin næring.

Når det var muligt for denne himmelske lille melodi hemmeligt at have rødder i min sjæl og en skønne dag skyde i vejret igen med sin smukke blomst i alle de dejlige farver, kunne jeg så være helt fortabt? Selvom jeg var et vildfarent dyr der ikke forstod den omgivende verden, så var der dog en mening med mit tåbelige liv, noget i mig gav svar, modtog signaler fra fjerne, høje verdener, tusinde billeder stablede sig op i min hjerne: