Kirsten Sonne Harild

Hjulene på vognen knager, pigerne bumper op og ned i sædet. Kurven hopper rundt i bunden og lander på siden, så en slikpose falder ud.

Marken suser forbi i lynende tempo.
„Prrr, prrr!“ prøver Petrine igen og trækker i tømmerne, alt hvad hun kan.
Er Pjok løbsk?
Nej, heldigvis ikke mere. Nu begynder han endelig at sænke farten. Han er forpustet og har helt udspilede lyserøde næsebor, da Petrine er kommet af vognen og skynder sig hen til hans hoved for at berolige ham.
„Hvad tror du, han blev bange for?“ spørger Rikke, der også er kommet af vognen.
„Ved det ikke, måske er der virkelig en puma,“ siger Petrine og kigger rundt for at se, om hun kan få øje på, hvad det var, der skræmte hendes hest.
Og der er de. To små hjortekalve, der går i skovkanten og græsser.
„Dér, der er pumaerne,“ siger hun så og peger. „Se Pjok, det er bare to små hjorteunger.“
Pjok drejer hovedet og kigger på de to små kalve. Nu, hvor han har set, hvad det var, der puslede i skoven, er han ikke bange mere.
„Pjok, altså, du må ikke sådan lade dig skræmme,“ siger Petrine.
„Nej, det må han ikke,“ siger Rikke. „Men …“
„Men hvad?“ spørger Petrine.
„Men lagde du lige mærke til, hvor hurtigt han kunne løbe med den vogn?“

Petrine nikker.
Hendes lille Pjok løb jo nærmest som en rigtig væddeløbshest.
„Det var faktisk ret fedt at køre så hurtigt, ikke? Altså selvom det bumpede lidt meget.“

Belle,“ siger Rikke.
„Jamen, det er jo også meningen. Og så kan vi lave løb på rideskolens

Jo, jeg vil også have en hestevogn til Belle,“ siger Rikke.
„Jamen, det er jo også meningen. Og så kan vi lave løb på rideskolens