Hannah Arendt

Sjælen, hvor vores lidenskaber, følelser og emotioner opstår, er et mere eller mindre kaotisk virvar af hændelser, som vi ikke iværksætter, men passivt pådrager (pathein) os, og som i tilfælde af stor intensitet kan overvælde os, sådan som smerte eller nydelse gør;

Åndens liv er derimod ren aktivitet, og denne aktivitet kan i lighed med andre aktiviteter igangsættes og stoppes med vilje.

Lidenskaber har derudover, selv om deres sæde er usynligt, deres egen udtryksfuldhed: Vi rødmer af skam eller forlegenhed, vi blegner af frygt eller vrede, vi kan stråle af lykke eller se modløse ud, og det kræver en betragtelig træning i selvbeherskelse at forhindre lidenskaberne i at komme til udtryk.

Åndens eneste ydre manifestation er åndsfraværelse – en åbenlys ignorering af den omgivende verden, noget helt igennem negativt, som på ingen måde antyder, hvad der rent faktisk sker inden i os.

Jeg kalder denne eksistentielle tilstand, hvor jeg holder mig selv med selskab, for “alenehed” (solitude) for at skelne den fra “ensomhed” (loneliness), hvor jeg også er alene, men nu ikke blot må undvære menneskeligt selskab, men også mit eget mulige selskab. Det er kun i ensomheden, at jeg føler mig berøvet menneskeligt selskab, og det er kun i den stærke bevidsthed om dette afsavn, at mennesker nogensinde virkelig eksisterer i ental, og det er måske kun i drømme eller i vanviddet, at de fuldt ud erkender denne tilstands ulidelige og “usigelige rædsel”

Bevidsthed som sådan er, før den realiseres i alenehed, intet andet end en bevidsthed om kontinuiteten af “Jeg er” – “Jeg er mig selv bevidst … ikke som jeg fremtræder, ej heller som jeg er for mig – men alene at jeg er”12 – hvilket sikrer selvets identiske kontinuitet gennem et helt livs mangfoldige forestillinger, erfaringer og erindringer.

Jeg tænker udtrykker den handling, der bestemmer min eksistens.”13

Det er, som om selve tænkningens, viljens eller dømmekraftens redskaber kun eksisterer, når jeg tænker, vil eller dømmer; i deres latente tilstand er de, idet man antager, at denne tilstand eksisterer forud for deres realisering, ikke tilgængelige for introspektion.

kun tænkningen er på grund af sin tilbøjelighed til at generalisere, det vil sige sin særlige interesse for det almene i modsætning til det specifikke, tilbøjelig til helt at trække sig tilbage fra verden – som fra verdens nærvær for sanserne. Hver eneste af åndens aktiviteter hviler på åndens evne til at gøre det, der er fraværende for sanserne, nærværende. Det at fore-stille sig noget, at gøre det, der er fraværende, nærværende, er åndens unikke talent, og eftersom hele vores åndelige terminologi er baseret på metaforer, som er udledt af synssansens erfaringer, kaldes denne evne for indbildningskraft, der af Kant defineres som “en evne til anskuelse uden genstandens tilstedeværelse”.14 Ån

Indbildningskraften, som forvandler et synligt objekt til et usynligt forestillingsbillede, der er klar til at blive lagret i ånden, er derfor den ufravigelige betingelse for, at ånden forsynes med egnede tankeobjekter; men disse tankeobjekter opstår først, når ånden aktivt og bevidst erindrer, genkalder og udvælger det fra erindringens lager, som vækker dets interesse i tilstrækkelig grad til at fremkalde koncentration; i forbindelse med disse processer lærer ånden at forholde sig til ting, som er fraværende, og bereder sig på at “gå videre”, mod forståelsen af ting, som altid er fraværende, og som ikke kan erindres, fordi de aldrig har været nærværende for sanseerfaringen.