Dan Fante

Pete, den næstældste, havde det sværere end min far og de andre søskende. I modsætning til min far var Pete som dreng genert, humørsyg og indadvendt – men også frygteligt hævngerrig, ligesom sin far. Han var en dygtig atlet, men en rådden skoleelev. Farfars raseri og verbale overfald skabte en selvhadende, deprimeret jernbanearbejder og fulderik. Pete døde af kræft i halvtredsårsalderen, mens hans sure kælling af en kone skældte hans sølle krop hæder og ære fra hele vejen til gravstedet

Patrick-ordenen (hidsige irske drukkenbolte som havde vekslet deres seksualdrift til et green card for at kunne flytte til Amerika). Der var sikkert en del af dem der var skabsbøsser, men dengang, som teenagere, troede vi bare de var vildledte særlinge.

Alle lærere på drengeskolen var mænd. Nogle var lægfolk, men mange tilhørte St. Patrick