Anders Roslund

Det var mærkeligt at stå i værelset en halv meter fra sengen og se det sprøde og håbefulde ansigt, der så sent som i går havde været utrolig levende, og samtidig høre Errfors firkantede iagttagelser, som forklarede, at sådan var det slet ikke, og at ansigtet tværtimod var blegt og stille og tomt.

– Undskyld, men jeg var nødt til at vække dig.