Svend Brinkmann

Det sidste er vores livshistorie – og det er grundlæggende den, der udtrykker, hvem vi er.

Livstråden udgøres af alt det, der ikke bare lader sig vælge til og fra. Livstråden er kontinuiteten og forpligtelsen livet igennem. Alt det, vi er knyttet til, og som knytter os sammen med andre, og som for en stor dels vedkommende allerede findes, før vi bliver født.

I gamle dage kaldte man det skæbnen

Man skal i dag være sin egen lykkes smed, og hvis man skal tro tidens selvhjælpsbøger eller tv-programmer om livsomlægninger og vendepunkter, bliver det tydeligt, at mange opfatter livet som en lang række valgsituationer. Tilværelsen ses som en række punkter – nærmest som perler på en snor – hvor man i princippet hele tiden kan standse op og frit vælge retning. For at blive i dette billede har vi ofte fokus på de enkelte perler, men ikke så meget på den snor, der gør, at de kan hænge sammen.

Mange lader i dag til at mene, at de konstant kan begynde forfra, og at der ikke er noget, der definerer os, andet end vores egne frie valg. Mennesket betragtes som frit, ikke blot til at vælge, om man vil gå til højre eller venstre, men også til at afgøre, om det overhovedet skal have værdi at gøre det ene eller det andet. Tilværelsen ses populært sagt som et livslangt entreprenørskab, hvor man skal skabe eller løbende genopfinde sig selv snarere end forstå de kræfter, der har skabt én. Det tillægges ikke megen vægt, at vi befinder os i en verden, der på forhånd er fuld af betydning, værdi og forpligtelse. At vi ikke nødvendigvis kan frigøre os fra vores tidligere handlinger, men at det er en livsopgave at tage skæbnen på sig. Tanken om det livslange entreprenørskab virker givetvis besnærende for et moderne menneske, som ønsker at leve frit og ubundet. Men jeg vil mene, at tanken er utroværdig, både eksistentielt og psykologisk. Livet er ikke bare en lang række uforbundne valg, men også en livslang forholden sig til en livstråd eller skæbne, som individet ikke nødvendigvis selv er ophav til.