Katrine Engberg

Møbleret med trist laminat og formspændt bøg, uden nogen som helst ambition om at sprede godt humør.

Hun viklede sengetæppet om sig og tumlede ud til hoveddøren med dunkende hoved. Var hun kommet til at tømme rødvinskartonen i går? Det var i hvert fald blevet til mere end de to glas, hun principielt tillod sig selv, når hun skrev. Hun skelede til bunkerne af udprintet manuskript og følte den skrivendes evige splittelse mellem længsel efter og afsky for arbejdet. Kroppen værkede og skreg på sin morgenrutine: udstrækning, vejrtrækningsøvelser og havregryn med rosiner. Måske en Treo i dagens anledning. Esther rystede hjernen på plads og kiggede ud gennem dørspionen.

På reposen stod en mand og en kvinde, Esther ikke genkendte. Men hun havde også svært ved at huske de hundredvis af elever, der var passeret gennem undervisningslokalerne i hendes niogtredive år på instituttet.

Overgangen fra drøm til virkelighed var tåget, og hun forstod ikke lyden af dørklokken, før den ringede for tredje gang. Hendes to mopser, Epistéme og Dóxa, bjæffede hysterisk, ivrige efter at forsvare deres territorium.