Søren K. Barsøe

    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 år siden
    FREMMØDET er altid sparsomt fredag eftermiddag og da især så tæt på slutningen af semesteret, når emnet er overtalelse. Indtil nu er det ikke lykkedes mig at overbevise mine studerende om, at overtalelsens kunst er vigtig at tilegne sig. Selv Blair, den bedste af mine studerende, en bleg, ung kvinde, som jeg semesteret igennem har forsøgt at lokke til en selvsikker ytring, er tilsyneladende i tvivl om hele foretagendet. Det aktuelle hold studerende er, som så mange nu til dags, tilsyneladende ujævnt fordelt mellem de larmende ubegavede og de tavst eftertænksomme. På den ene eller den anden måde må Blair og andre som hende være nået frem til, at det allervigtigste i enhver uddannelsesmæssig situation er at undgå latterliggørelse fra de mindre begavedes side. Tavsheden er én måde at undgå den på. Hvis jeg kunne lære Blair, hvordan man blev usynlig, ville det interessere hende, men hun vil helst ikke diskutere med nogen, og hvem kan fortænke hende i det? Studerende som Blair har lært af deres undervisere, at overtalelse, at begrundet argumentation ikke længere indtager nogen hædersplads i det universitære liv. Når deres undervisere – feminister, marxister, historicister og diverse andre -ister – hører til gensidigt mistænksomme og afgrænsede intellektuelle samfund, der er mindre interesserede i dialog med hinanden end i at pisse territorier af og fremme egne dagsordener, hvorfor så lære at debattere? Trods min deltagelse i en endeløs række af fakultetsmøder, kan jeg ikke mindes, hvornår nogen sidst har skiftet holdning som resultat af velargumenteret meningsudveksling
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretsidste år
    Derudefra kunne han høre, hvordan forelæsningen blev holdt, de vakkelvorne verbalklange og forkerte emfaser, når ordene forlod assistentens strube, og han indså nu om muligt endnu mere skarpt optrukket forskellen mellem at videregive informationer og at undervise.
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretsidste år
    Men min datter tilhører en talkshowgeneration, som øjensynligt er i færd med at miste evnen til at skelne mellem trængsler i det offentlige rum og i privatsfæren. Hun ser ingen grund til at lade være med at indvi sine veninder i sit ægteskab og tilmed presse dem til at tage stilling og vælge side. Det er ikke engang den pavlovske åbenhed, der bekymrer mig mest. Det er min datters angst for stilhed og selvberoenhed, der forekommer mig unaturlig. Hvis hun undlod at tale med veninderne, kunne hun måske lytte til andre stemmer i sit eget hoved. Stemmer, hun måske havde godt af at lytte til.
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretsidste år
    Angelo kunne slippe godt fra at spørge sin datter, hvad han havde gjort galt, fordi han vidste, hun elskede ham alt for højt til at svare på det, mens det for min far og mig gælder, at vi ikke blot har den fulde indsigt i, hvad vi har gjort galt i forhold til den andens forventninger, men også er på det rene med, at den, der er uforsigtig nok til at stille det forkerte spørgsmål, kan se frem til en fyldestgørende og detaljeret udredning.
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretsidste år
    vidt jeg ved, stræber jeg ikke efter at overtage Jacobs stilling eller hans kontor, men der er hele spørgsmålet om karma, og forestillingen om, at mine kolleger på Engelsk Institut forkaster mig som bestyrer her i eftermiddag for så bare at finde mig genfødt som deres dekan i morgen, er ekstremt tillokkende.
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretsidste år
    er jo ikke spor … I rager ikke bare til jer.”

    Igen er jeg i tvivl om, hvad jeg skal svare. Hans komplimenter trækker en hale af fornærmelser med sig, og det er han fuldt bevidst om. Hvordan har det kunnet lade sig gøre for Lily og mig at opdrage en datter til at blive så bjergsom? Dét vil han gerne vide. Han vil faktisk gerne have mig til at forklare det for ham. Det, jeg så gerne ville forklare ham, det er, at jeg slet ikke tror, Julie er så bjergsom i sit allerinderste væsen. Hun er bare ulykkelig og frustreret, og hun har stadigvæk ikke fundet ud af at ‘være til’ i verden. Og i og med, at hun er usikker på, hvad hun i virkeligheden begærer, så begærer hun bare. Det er i hvert fald det, jeg selv er nået frem til. Måske nok en fars lidt for velvillige vurdering, bevares. For hvem har i det hele taget fundet sig fuldstændig til rette i verden? Hvem ved, hvad han eller hun vil have?
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretsidste år
    Det ville være ganske formålsløst for mig at komme med et synspunkt, det ved jeg. Denne samtale, som han for en umiddelbar betragtning fører med mig, fører han i virkeligheden med sig selv, og sandt at sige kan jeg ikke huske nogensinde at have talt med ham på andre måder.
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretsidste år
    har strammet grebet om rattet, og i de hvide knoer ser jeg en sandhed, jeg længe har kendt til, nemlig at verden er delt op i børn, der vokser op i håb om at blive som deres forældre, og så os andre, der vokser op i håb om at blive hvad som helst andet. Det lykkes aldrig for nogen af grupperne.
    Lisa Wrisberg Smidthar citeretsidste år
    Husk, hvad Winston Churchill så rigtigt sagde: ‘Der bliver masser af tid til at spille pik, når bådene er hjemme igen fra Dunkirk,’
    Lisa Wrisberg Smidthar citeretsidste år
    eenagerne havde åbenbart fundet et forladt hus et sted, hvor de kunne blive skæve og grundlægge en ny generation.
    Jeg tjekkede sigtelinjerne.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)