Jeanette Brandt

    Marthahar citeretsidste år
    Da hun lettede på låget,
    JOSEFINEhar citeretsidste år
    Kunne der mon ikke snart blive fred? Hvad var mon skyld i alle de mange ulykker? Nogle
    JOSEFINEhar citeretsidste år
    Kunne der mon ikke snart blive fred? Hvad var mon skyld i alle de mange ulykker? Nogle troede, at det var hekse og troldmænd, der var på færde. Hvis man fik mistanke om, at en kvinde var en heks, blev hun brændt på bålet. Det er derfor, vi stadig har bål sankthansaften, selv om vi selvfølgelig ikke tror på hekse mere. Men lige meget hjalp det. Danskerne måtte forstå, at krigen var tabt. Øv. Freden blev skrevet under i en svensk by, som hedder Brömsebro. Christian den 4. blev nødt til at afgive en masse land til svenskerne, som nu heller ikke skulle betale Øresundstold længere. Nederen. Hans drømme om et stort Danmark blev ikke til noget, og i stedet var det Sverige, som blev den største magt i området. Nu var Christian den 4. en gammel, fattig konge, og han havde kun et øje at se med. Men så slap han da også for at se alt for tydeligt, hvor fattigt landet var blevet på grund af hans krige.
    En af dem, som var med til at forhandle om fred, hed Corfitz Ulfeldt. Han var gift med Christian den 4.s datter. Men han viste sig at være en værre luskebuks, som snød både kongen og hele Danmark. Hør selv, for ham skal det handle om i næste kapitel af ”Sigurd fortæller danmarkshistorie”.

    OPFINDELSER PÅ CHRISTIAN DEN 4.S TID:
    JOSEFINEhar citeretsidste år
    blev hun forlovet, og da hun fyldte 15, blev hun gift. For sådan gjorde man tit dengang. Hun blev gift med en mand, som havde det mærkelige navn Corfitz Ulfeldt. De to var rigtig glade for hinanden, og de fik hele 15 børn sammen. Så det var jo egentlig en ret dejlig historie.
    JOSEFINEhar citeretsidste år
    Soldaterne på Hammershus var nogle værre baryler. De drak hver 12 liter øl om dagen, de havde masser af våben, og de var bestemt ikke til at spøge med. Alligevel lykkedes det Leonora Christina at snøre dem. Om natten tog hun både sine egne og Corfitz’ lagner
    JOSEFINEhar citeretsidste år
    Soldaterne på Hammershus var nogle værre baryler. De drak hver 12 liter øl om dagen, de havde masser af våben, og de var bestemt ikke til at spøge med. Alligevel lykkedes det Leonora Christina at snøre dem. Om natten tog hun både sine egne og Corfitz’ lagner. Så bandt hun dem sammen og kastede dem ud ad et af skydehullerne. På den måde kunne de to elskende flygte ned ad borgens ydermur, uden at soldaterne opdagede det.
    ”Løb!” råbte hun, da de var nede ved jorden, og så flygtede de, alt hvad de kunne, hen over den bornholmske klippejord.
    ”Hvad var det?” spurgte en af fangevogterne, som havde hørt nogle underlige lyde.
    ”Fangerne er flygtet!” råbte en anden vagt, og så gik den vilde jagt efter dem.
    Corfitz Ulfeldt var ikke helt ung længere, så han kunne ikke løbe så hurtigt, og derfor indhentede vagterne dem.
    ”Nå, så I tror, I kan flygte, hva’?” sagde vagterne og grinede hånligt. ”I kan tro nej, uslinge!”
    Og så blev Leonora Christina og Corfitz smidt tilbage i fangehullet. Øv. Nu var det endelig lykkedes dem at flygte, og så minsandten om ikke de var tilbage i det klamme fangehul igen. Leonora Christina kiggede sig omkring. De store, tunge sten, som fangehullet var bygget af, lukkede tæt til hele vejen rundt om dem. Kun nogle bittesmå sprækker gjorde, at der kom lidt dagslys ind. Ellers var det mørkt, koldt og uhyggeligt. Udenfor kunne hun høre soldaterne skåle i øl. De var helt oppe at køre over, at fangerne nu igen var på plads i fangehullet.
    ”Så kan de lære det!” råbte den ene.
    ”Ja, sådan nogle usle forbrydere!” råbte en anden, og så bundede de deres ølkrus og bøvsede.
    Sådan gik tiden, dag efter dag, uge efter uge, i lang, lang tid. Leonora Christina var så småt begyndt at indstille sig på, at resten af deres liv måske skulle være sådan her. Indespærret for altid. Det eneste lyspunkt i livet var, at hun trods alt var sammen med sin elskede. Ellers så alt sort ud. Derfor var det også en kæmpe overraskelse, da fangevogterne lige pludselig en dag åbnede lågen ind til fangehullet og beordrede til dem at komme ud.
    ÅR 1661
    ”Kom herud, I to banditter!” råbte en soldat, og det lod Leonora Christina og Corfitz sig ikke sige to gange. Da de kom ud, så de, at soldaterne stod på geled og gjorde honnør. Forrest stod en meget vigtig soldat med mange udmærkelser på sin uniform. Han havde et brev i hånden. Det var et fint dokument, som han begyndte at rulle ud. Det var fra selveste kongen!
    ”Corfitz Ulfeldt og
    Michael Brandt-Bernbomhar citeretfor 2 år siden
    Athen, og her blev hun gift med kongen
    Britt Lindhardthar citeretsidste år
    Nu havde han uhyrets hoved med i en sæk, og han fløj hjemad for at give hovedet til kongen.
    Britt Lindhardthar citeretsidste år
    Indimellem gik søuhyret endda op på land og op til byen, og midt på gågaden snappede det folk, som var i gang med at købe ind.
    Simon Lexhar citeretsidste år
    nne man være helt sikker på. Den var helt flad, men al
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)