Vågn op. Jeg befaler dig. Vågn op!

Depressionens sløve mørke, dens intet og dens vågne død, det er den der venter på mig når jeg synker endnu dybere. Der hvor der ingen ord er, ingen samvittighed, blot den sløve søvn morgen, middag, aften og angsten der omslutter hver celle.

og det var, når vi stod sådan, at jeg lænede mig ind mod ham og hans uendelige tålmodighed.

Men jeg manglede noget. Jeg var ingen naturkraft. Jeg var besmittet af tvivlen. Den var overalt. Den lå i rygmarven og spredte sig derfra. Jeg mærkede tvivlen gå løs på mig. Der var dage, nætter, der var solnedgange, som lå badet i tvivl.