Jesper Stein

Elsebeth Egholm
Vandrende skygger

Bunken med sphagnum dækkede det cirkelrunde be

Sådan; vær så artig.

Det var muligt, at folk i storbyer kunne trives fint, selvom de ikke vekslede så meget som et ord med deres naboer, men i en flække med fem huse var det ulideligt, og så længe Peter og Bengt undgik hinanden, fik de jo aldrig løst problemerne.

erfarne journalister, Martin Lindberg, til politiet og fik fat på Corneliussen, der forsøgte sig med jovial krisestyring.

i drabsafdelingen ringede Axel til Dorte Neer

af muren 50 meter fra det kommende ger­ningssted.
Han viste hende området, der interesserede ham, og bad hende om at zoome ind.
Liget var der ikke, og det gav Axel et stød at vide, at manden, der var blevet slået ihjel, sandsynligvis levede på dette tidspunkt, og at han måske ville få at se, hvad der var sket med ham i løbet af kort tid. Han kunne se de to hollændervogne, som var placeret ved hovedindgangen langt fra gerningsstedet. Og der holdt

“Jeg har ikke noget imod bøsser. Ikke mere end jeg har imod lebbere. Og perkere. Og socialdemokrater. Og pædagoger. Svanseborgmesteren. De autonome. Og ... “

skulle det give?”
“Sikkert i

Du må igennem vinteren, hvis du vil se sommeren igen.”

Det er ikke altid sjovt, men nogen er nødt til at gøre det beskidte arbejde, så resten af befolkningen kan leve i verdens lykkeligste land.”