Hvor ville han ønske at han havde øjne at se ultraviolet med, øjne at se infrarødt med, øjne der kunne se de radiobølger som myldrer over himlen i skumringstimen, skærer sig gennem husets mure.

Det glæder Marie-Laure at høre smilet i hans stemme. Men under det kan hun høre hans tanker der flakser som fangede fugle. “Hvad skal det sige, Papa, at de besætter os?”
“Det betyder at de parkerer deres lastbiler på vores torv.”
“Skal vi så tale deres sprog?”
“Vi skal måske stille uret en time frem.”

Marie-Laure kommer til at tænke på en linje fra Jules Verne: Videnskab, unge ven, skabes af fejltrin, men det er nyttige fejltrin fordi de ét efter ét fører til sandheden.