De snakkede aldrig særlig længe sammen, aftalte aldrig at mødes, og sommetider virkede samtalerne temmelig mekaniske, som at holde fingeren mod en andens håndled for at se om der var et pulsslag.

Hemmeligheder var det eneste sprog de talte.

Vi ville have sagt til hende, at vi til sammen var århundreder forud for hende. Hvis vi lagde alle vores liv ved siden af hinanden, blev vi født før Depressionen, Borgerkrigen, Amerika selv. I løbet af alt det liv har vi kendt til mænd. Åh, min ven, vi har kendt til en lille smule kærlighed. Den rest honning, der er tilbage på bunden af et tomt glas, og som fylder munden med sødme, så du for en kort stund glemmer din sult. Vi har ladet vores tunger løbe over vores tænder for at nyde den sidste lille smule, så længe vi kunne. Og i al den tid vi har levet, har ingenting udhungret os mere.