Søren Kierkegaard

Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gerning. Naar jeg derfor ser en Flue i det afgørende Øjeblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kører ham forbi, eller Knippelsbro gaar op, eller der falder en Tagsten ned og slaar ham ihjel, da ler jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at le? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaar det dem ikke

min Næse, hvis ene Glas forstyrrer efter en uhyre Maalestok, hvis andet formindsker efter samme Maalestok.
Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gerning. Naar jeg derfor ser en Flue i det afgørende Øjeblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kører ham forbi, eller Knippelsbro gaar op, eller der falder en Tagsten ned og slaar ham ihjel, da ler jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at le? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaar det dem ikke som det gik hin Kone, der i Befippelse over, at der var lldløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?

Min Sorg det er min Ridderborg, der som en Ørnerede ligger højt oppe paa Bjergenes Spidse mellem Skyerne; ingen kan storme den. Fra den flyver jeg ned i Virkeligheden og griber mit Bytte;

Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaar det dem ikke som det gik hin Kone, der i Befippelse over, at der var lldløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?

Det hændte paa et Teater, at der gik Ild i Kulisserne. Bajads kom for at underrette Publikum derom. Man troede, det var en Vittighed og applauderede; han gentog det; man jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaa til Grunde under almindelig jubel af vittige Hoveder, der tro, at det er en Vits

Den egentlige Nydelse ligger ikke i, hvad man nyder, men i Forestillingen.

Jeg ligger henstrakt, uvirksom; det eneste, jeg ser, er Tomhed, det eneste, jeg lever af, er Tomhed, det eneste, jeg bevæger mig i, er Tomhed. End ikke Smerte lider jeg.

Saaledes som Sanseligheden er opfattet i Don juan ,som Princip -, har den aldrig før været opfattet i Verden; det erotiske bestemmes derfor ogsaa her ved et andet Prædikat, Erotikken er her Forførelse.

Don Juan er derimod fra Grunden en Forfører. Hans Elskov er ikke sjælelig, men sanselig, og sanselig Elskov er efter sit Begreb ikke trofast, men absolut troløs, den elsker ikke een, men alle, det vil sige, den forfører alle. Den er nemlig kun i Momentet, men Momentet er i Begrebet tænkt Summen af Momenter, og saaledes har vi Forføreren.

Med Hensyn til Don Juan gælder det paa en anden Maade. At se hende og elske hende er det, dette er i Momentet, i samme Moment er alt forbi, og det samme gentager sig i det uendelige