for byttet. Vi havde fået mere plads, og huset var meget

Én af dem hjalp ham med at trække. De andre havde allerede bøjet sig ned for at begynde at tage kasserne op fra båden.
Lidt efter var båden tømt. Frømanden begyndte at gå ud i vandet igen med båden efter sig, som en hund i en snor, og mændene gik op mod bilerne med kasserne. Jeg sænkede kikkerten og så på Pia. Hun lå lige ved siden af mig. Hendes ansigt så meget blegt ud i mørket. Næsten selvlysende, syntes jeg.
– Er du klar? hviskede jeg.
– Ja.
Min mave føltes, ligesom ens tunge gør, hvis man sætter den mod polerne i et batteri til en lommelygte, så hvordan mon Pia havde det?
– Er du bange? hviskede jeg.
– Ja.
– Der sker ikke noget.
Hun svarede ikke.
Jeg rettede kikkerten mod smuglerne igen. Nu var de nået helt op til bilerne. De lagde kasserne ind bagi. Bare de nu begyndte at gå nedad igen nogenlunde med det samme. Jeg kunne mærke mit hjerte hamre. Eller måske var det Pias.
– Nu! hviskede jeg, og Pia løb lydløst ned mod smuglerne. Jeg blev liggende og holdt øje med hende i kikkerten. Hun løb ikke særlig hurtigt. Hun sparede på kræfterne, til det virkelig gjaldt. Bare hun nu ikke løb lige ind i dem i mørket. Hun var kun en tre-fire meter fra dem nu.
Vend om! Pia, vend om! tænkte jeg, og i det samme udstødte hun et hyl, så det gav et sæt i mig, selv om jeg var forberedt på det, og begyndte at løbe op mod bunkeren.
Mine hænder rystede, så jeg næsten ikke kunne følge hende i kikkerten.
Bare hun nu kunne finde det rigtige sted i mørket. Vi havde aftalt, at Nuller skulle ligge i dækning lige ovenover og fløjte, så hun havde noget at rette sig efter, men måske kunne hun ikke høre det, det gik jo ikke an, at han fløjtede for højt.
Nu nåede hun klitten. Smuglerne – de var der heldigvis alle fire – var langt bagefter hende. De løb tungt og pustende, og Pia fløj simpelt hen af sted. Jeg er sikker på, hun satte verdensrekord i sprint den nat.

kikkerten mod smuglerne igen. Nu var de nået helt op