Frydenlund

Partneren til den forholdsafhængige kvinde er, ligesom hun, forelsket i en drøm – nemlig drømmen om ham, som han kunne være. Det er dén forestilling, som han også prøver at få kvinden overbevist om. Hun er let at forføre, fordi hun har en stor længsel efter, at han skulle være sådan, som hun drømmer om, at han skal være. Hun har desuden en grandios forestilling om sig selv som den, for hvis skyld han vil forandre sig.

Mindreværd kan ytre sig ved, at kvinden er ekstremt opofrende i forhold til manden. Hun har en forventning om, at han så vil forandre sig for hendes skyld og dermed få hende til at føle sig betydningsfuld. For eksempel finde et job, arbejde mindre, se mindre tv, ryge mindre hash, dyrke mindre sport, holde op med at spille, gøre det endeligt forbi med sin eks, holde op med at flirte med andre og så videre. Når han ikke forandrer sig, føler hun sig uelsket.

Hvis bare han elskede mig mere, ville han holde op med at drikke eller være mere nærværende og arbejde mindre.

Man skal ikke hjælpe andre, medmindre de har bedt om det, eller der er tale om en nødsituation. Sådan sagde en terapeut engang til et seminar, jeg deltog i, og det lyder lidt bastant, men det er en god tommelfingerregel for forholdsafhængige, hvis de har en overdreven trang til at hjælpe. Måske vil man blive ved med at have tilbøjelighed til at tage hånd om, hjælpe og give råd, men hvis man er bevidst, er det muligt at træffe et valg.

hvis jeg ikke er perfekt, er jeg ikke god nok. Hun bebrejder sig selv, hvis forholdet ikke fungerer, da hendes vanetænkning får hende til at mene, at det er hende, der må anstrenge sig noget mere. Hun tænker, at hvis bare hun forsøger at gøre det endnu bedre og være endnu mere givende og tilgivende, så vil hun måske kunne få den kærlighed, hun længes efter.

Angsten for at miste den identitet, vi kender, betyder, at vi klamrer os til rollen som redder og frelser for vore partnere og sikkert også for mange andre mennesker. Mange af de kvinder, jeg møder, har job i omsorgssektoren. De er uden tvivl ofte rigtig gode til det, de laver. Det er også langt at foretrække, at vi bruger vores overudviklede omsorgsgen professionelt frem for privat. I privatlivet får behovet for at redde, hjælpe, støtte og rådgive uundgåeligt et skær af bedrevidenhed. Dem, vi så gerne vil hjælpe, har som regel ikke bedt os om det.

Hvis vi vil være frie og ligeværdige partnere, må vi respektere, at vores partner er et voksent menneske med ansvar for sit eget liv. At han er i stand til selv at tænke og til at træffe sine valg. Hvis det er hans skæbne at træffe skæbnesvangre valg, må vi bøje os for det. Mange kvinder mener, at det er kynisme at lade andre passe sig selv. Men det er det ikke. Det er respekt og anerkendelse for dette andet menneskes egen frie vilje og dette menneskes evne til selv at få sine indsigter og lære af dem.

Når vi stopper alle redningsforsøgene, udviser vi respekt for partneren eller for andre, som vi har forsøgt at frelse. Selv dine børn skal før eller siden have lov til at stå helt på egne ben og gøre deres egne fejltagelser og deres egne erfaringer. Den indsigt betyder, at du kan slappe af.

Som børn tager vi meget ofte vores forældres byrder på os i vores dybe og grænseløse loyalitet over for dem. Vi vil gøre alt for at få det hele til at fungere og for at få lettet stemningen i hjemmet.

er godt at minde os selv om, at den overdrevne trang til kontrol, vi som voksne kan have, og vores bedrevidende indstilling til, hvad vi kan hjælpe andre med, er udviklet som resultat af barnets hjælpsomhed. Som voksne er det imidlertid på tide, at vi lærer at give slip på de byrder, vi bærer for andre.