mens en kugle rikochetterer imod versets vægge

på vej mod et punktum,

et skudhul midt i en tanke,

gnister fra den kraft ordene ejer,

stumper af alt det som er:

kalium, marmor og en sitrende linje

i seismografens brev til bjergene.

Du og jeg
kommer alligevel ud på et,
vi er tankernes mønstre
og skygger på psykens væg,
vi er uden fortolkning,
synkrone kald af navne
og fingerspidser
der løber langs en nakkelinje,
det er let
at lade sig forsvinde her
under tingenes sne,
afstødt hjernevæv,
foranstaltninger
af lys og skygge,
dødsdømte
i forstandens elektriske stol.