Mylle lavede en impro. Han hoppede som en frø, mens han knurrede og bed damen i benet. Folk på gaden stoppede op og så interesseret på dem.

„Okay, okay! Gem det dér til Tony,“ sagde damen og trak forskrækket benet til sig. Så lukkede hun dem ind.

De gik gennem en mørk sal med højt til loftet, ned ad lange gange og op og ned ad trapper. Til sidst skubbede damen dem ind gennem en dør.

„Pøj pøj,“ hviskede hun og lukkede døren bag dem. Der var helt mørkt omkring dem.

„Hvor er vi?“ hviskede Mylle.

I det samme tændtes hundrede skarpe projektører i loftet over dem. De måtte holde hænderne op foran ansigtet for ikke at blive blændet. Langsomt vænnede deres øjne sig til lyset, og de begyndte at kunne skimte omgivelserne. De stod midt på teaterets store scene. Nede på den forreste publikumsrække sad en lille, skaldet mand og så op på dem. Det var selveste Tony van der Splatt.

„Og hvem er så I?“ spurgte den berømte instruktør.

„Viggo,“ sagde Viggo.

„Og Mylle,“ sagde Mylle.

„Hvorfor er I så små og uhyggelige?“

Viggo og Mylle så på hinanden.

„Fordi vi er, øh, børn?“ foreslog Mylle.

„Børn?“ Tony van der Splatt smagte på ordet, som om han aldrig havde hørt det før. „Hvad laver to børn på mit teater?“

„Vi er skuespillere,“ forklarede Viggo. „Og vi vil gerne være statister i dit stykke.“

Tony van der Splatt kneb øjnene sammen.

„Jeg står faktisk og mangler et par uhyggelige dværge. Kan I spille uhyggelige dværge?“

Viggo og Mylle nikkede energisk.

„Det er faktisk vores speciale,“ sagde Viggo. Og så begyndte de at spille uhyggelige dværge. De slæbte sig gnæggende og stønnende hen over scenen og lavede de ondeste ansigter, de overhovedet kunne. De savlede og vendte det hvide ud af øjnene, lige indtil Tony begyndte at råbe:

„Stop! Stop! Jeg kan ikke klare mere.“ Han holdt hænderne op foran ansigtet og så ud gennem sprækkerne mellem fingrene. „Brrrr! I er meget små og meget uhyggelige. Jeg tror, det er det uhyggeligste, jeg nogensinde har set. Dora!? Ansæt de to uhyggelige dværge.“

han til

De ventede lidt, men da der ikke skete noget, begyndte de at vade ud i søen. Vandet blev hurtigt dybt, men både Mylle og Viggo var gode til at svømme.

Inden der var gået to minutter, havde de glemt alt om, hvor bange de havde været lige før. De pjaskede og sprøjtede vand på hinanden og råbte og grinede, så det gav genlyd i hele hulen. De havde så travlt med at boltre sig i vandet, at de ikke så den skygge, der listede nærmere og nærmere, oppe på land.

Den stoppede, da den kom til bredden af søen. Hvad var nu det for noget vådt og ubehageligt noget? Det havde ikke været der, sidste gang den var vågen. Den mærkede sulten rumle i maven. Det skulle blive godt at få noget at spise igen. Uhm, dejligt blødt kød. Men den turde ikke følge efter maden ud i vandet. Det gjorde ikke noget. Hvis der var én ting, den var god til, så var det at vente. Før eller siden kom de nok op igen.