„Kan du finte ligesom os, lille Tommy Kalveknæ?“ spurgte Simon.
„Nej,“ sagde Tommy.
„Hvad kan du så, dit lille skvat?!“ spurgte Herman.
„Jeg kan arbejde hårdt for holdet,“ sagde Tommy.
Herman og Simon grinede endnu højere.
„Han kan arbejde hårdt,“ sagde Herman, „ligesom et egern, der samler nødder!“
„Ja,“ grinede Simon, „et kalveknæet egern! Og hvor mange kalveknæede egern har du set spille professionel fodbold?!“
„Du er nok lidt for lille endnu, Tommy,“ smilede faren, mens han klappede Tommy på kinden. Tommy kiggede ned på sine kalveknæede ben. Han vidste godt, hvad faren i virkeligheden mente. Han var ikke god nok.
„Men ved du, hvad du kan få lov til, lille Tommy Kalveknæ? Du kan få lov til at pudse vores støvler, inden vi tager til prøvetræning,“ grinede Herman.
„Ja,“ klukkede Simon, „støvlepudsning har han da lidt forstand på, den lille!“
„Dem skal I have, drenge!“ sagde Lasse onsdag mor

Så spænede han op mod Simon, mens han råbte: „Jeg tackler dig, jeg tackler dig, så dit ben ryger af!“ Pøle af troldesavl fløj ud af munden på ham for hvert ord.
Trolden satte af i et spring hele to meter fra Simon. Hvis han ramte ham, ville det blive den grummeste tackling i verdenshistorien.
Men han ramte ikke. For Simon lavede et elegant træk til højre med æblet, og så landede trolden i stedet i vandpytten. Den var endnu dybere og derfor endnu mere fyldt med vand end den første.
Herman og Simon grinede og grinede, mens de skyndte sig at forsvinde op ad vejen.
Maximus rejste sig. Han var godt våd og øm i bagen. Med bøjet hoved gik han tilbage mod sit hus. Han måtte have et par tørre bukser på.
Da han gik ind ad havelågen, tabte han sit guldur ud af venstre bukselomme. Men det ænsede han ikke.
Herman og Simon nærmede sig FC Floras træningsanlæg. Der var stadig en time, til prøvetræningen begyndte.
„Nu har vi ærligt fortjent et godt måltid mad!“ sagde Herman og tog pungen med far Lasses sidste penge op af lommen.
„Det har vi sandelig!“ sagde Simon.
Og så gik de ind på kroen Den gyldne hest.

Og bring mig så straks et fad koteletter mere, dumme krovært!“
Herman og Simon kiggede måbende på hinanden med ubegribeligt meget brun sovs om munden. Manden i det sorte jakkesæt måtte være præsident for storklubben Kulby United.
Og selv den dårligst betalte spiller fik altså 200.000 kroner om måneden hos dem. Det var jo hele fire gange så meget, som FC Flora betalte.
„Ha!“ sagde Herman. „Hvorfor skulle vi spille for FC Flora, når vi kan tjene meget mere i Kulby United?!“
„Ja,“ sagde Simon. „Far og lille kalveknæede Tommy må sejle deres egen sø. Vi flytter straks til Kulby og spiller for dem!“
Så skålede de i kakao, bøvsede højt i kor, og bestilte et fad nybagte boller for far Lasses allersidste penge.