Jordan B. Peterson

For psykoanalytikeren Sigmund Freud og dybdepsykologen Carl Jung var normaliteten kendetegnende for den individuelle bevidsthed. Efter deres opfattelse var folk veltilpassede, når hvert enkelt individs personlighedslag var passende integreret og kom afbalanceret til udtryk. Det’et eller id’et, som er psykens instinktive del (på tysk “es”, symbolet på vores indre natur i al dens magt og fremmedhed), overjeget eller superegoet (den inderliggjorte og til tider undertrykkende repræsentant for samfundsordenen) samt jeget eller egoet (selve personligheden, som er i klemme mellem de to førnævnte nødvendige tyranner) – for Freud, der som den første satte deres eksistens på begreb, havde hver enkelt af dem sin særlige funktion.
Det, jeg og overjeg interagerede med hinanden på samme måde som den udøvende, lovgivende og dømmende magt i en moderne stat.

Selv om Jung var dybt påvirket af Freud, analyserede han alligevel psykens kompleksitet anderledes. Efter hans opfattelse var det nødvendigt for individets jeg at finde sin korrekte placering i forhold til skyggen (personlighedens mørke side), anima eller animus (personlighedens seksuelle og derfor ofte undertrykte modsætning) samt selvet (den ideelle muligheds indre væren). Men både i jungiansk og freudiansk udgave har alle disse underenheder én ting tilfælles: De findes i det pågældende menneskes indre og er uafhængige af den pågældendes omgivelser.
Mennesker er imidlertid sociale væsener – mildest talt – og det skorter ikke på visdom og vejledning i den sociale verden omkring os. Er der nogen grund til at forlade os på vores egne begrænsede ressourcer, når det gælder om at finde vej eller orientere os på et nyt territorium, når vi kan forlade os på de skilte og vejvisere

som andre har besværet sig med at anbringe? Ved at fokusere så intenst på den individuelle psykes autonomi kom Freud og Jung til at fokusere for lidt på fællesskabets rolle i forhold til at opretholde den enkeltes åndelige sundhed