For psykoanalytikeren Sigmund Freud og dybdepsykologen Carl Jung var normaliteten kendetegnende for den individuelle bevidsthed. Efter deres opfattelse var folk veltilpassede, når hvert enkelt individs personlighedslag var passende integreret og kom afbalanceret til udtryk. Det’et eller id’et, som er psykens instinktive del (på tysk “es”, symbolet på vores indre natur i al dens magt og fremmedhed), overjeget eller superegoet (den inderliggjorte og til tider undertrykkende repræsentant for samfundsordenen) samt jeget eller egoet (selve personligheden, som er i klemme mellem de to førnævnte nødvendige tyranner) – for Freud, der som den første satte deres eksistens på begreb, havde hver enkelt af dem sin særlige funktion.
Det, jeg og overjeg interagerede med hinanden på samme måde som den udøvende, lovgivende og dømmende magt i en moderne stat.