Eli Åhman Owetz

Maleriet med den sovende pige, som selvfølgelig fortalte, at det handlede om et soveværelse. Et værelse „en trappe op“. Selvom den tyske skål, købt på Majs og Brittas tur til Hamborg, var en vovet chance af Britta. Den vigtigste ledetråd havde ikke ledt nogen steder, hvis jeg ikke havde hørt navnet på skabet fra Rutger.

Næste ledetråd var heller ikke let. Men til sidst havde jeg forstået den, da jeg huskede Brittas kommentar om fotografiet fra campingpladsen.

„Jeg lignede et skab i den kjole.“

Min 96-årige veninde havde haft det sjovt, da hun lavede skattejagten.

Det tørrede blad fra et ahorntræ fortalte mig, hvad jeg skulle kigge efter i hamburgerskabet. Og 1600-talsskabet var ikke særligt avanceret bygget. Ret hurtigt opdagede jeg, at den ene af de to skuffer i bunden sad lavere end dens makker. Den viste sig at være opdelt i en forreste åben del og en bagside, som var dækket af et låg.

Jeg trak forsigtigt låget på ahornrummet tilbage og tog smykkeskrinet op. Med rystende fingre låste jeg æsken op og åbnede den. To små guldøreringe med smaragder strålede mod mig. Men de var ikke skatten.

Øreringene hvilede på en bulet kuvert. Jeg tog smykket, der lå i kuverten, ud og holdt det i hånden, mens jeg begyndte at læse Brittas allersidste brev til mig.

Kære Anna-Lisa

Jeg regnede med, at du ville finde skatten. For der var ikke gået lang tid, før Birgit, som lagde skrinet derned for mig, ville finde det frem til dig. I tide til brylluppet, mener jeg.

Den ring, du holder, var Walles oldemors vielsesring. Den har været i Scheede-familien siden 1600-tallet. Hun testamenterede smaragdringen til sit yndlingsbarn i familien, så han kunne lægge den i sin kærestes hånd engang i fremtiden.

Walle tog ringen med til en guldsmed i Stockholm og bad dem om at lave matchende øreringe. Han drømte om at gifte sig med mig en dag, og så ville jeg allerede have øreringe, der passede til. Bare dagdrømme, selvfølgelig.