Jacob Paludan

Dermed har jeg ikke opfordret nogen – specielt ikke dig, Jørgen, i herretøj – til at prøve at gå på daudi, eller hvad det kaldes. Byen her er jo munter, men også lidt farlig for ungdommen.“

I går, på damperen, da han havde set den aftenblå, brede havflade foran sig og de nytændt blinkende fyr og lysbøjer, havde han nogle øjeblikke følt den befriende ensomhed og uafhængighed, hvori der endnu var en dråbe ungdom. Nu gik det atter hjem mod pligt og familie, og med et suk erkendte han, at det var det rette – andet havde man i hans alder hverken ret til eller evne for. Man var støbt i sin form som alle forfædre, der var kun én linje at følge; udenfor herskede kulden og meningsløsheden.

„Det er morsomt at se, hvorledes de unge selv bestemmer tingene,“ sagde fru Stein med et lille nik over mod manden i fantasikostumet, der stod et stykke borte og lod piben hoppe mellem de uforlignelige tænder. „I min tid var en dame uhjælpelig kompromitteret, hvis hun blev set sammen med en herre i skjorteærmer.“