Håkan Nesser

Det havde Asunander også bestemt, og selv sad han i et andet rum og kiggede med på en monitor.

Kvinden hed Ulrika Hearst. Hun var 37 år gammel, født Lindquist og gift med en englænder. De havde fundet hende den foregående dag.

“Hoss & Boss?” sagde Barbarotti.

“Sådan kaldte de sig,” sagde Ulrika Hearst. “Allerede da de var små. Måske var det nogen andre, som fandt på navnene, det ved jeg ikke.”

“Du har altid kaldt dem sådan?”

“Ja. Hoss og Boss. Jeg bruger aldrig deres rigtige navne.”

“Og du har kendt dem hele deres liv?”

“Ja. De er mine fætre. Deres mor og min mor er søstre. De boede i Varberg, vi i Kungsbacka. Vi omgikkes en del, jeg var enebarn. Og Hoss og Boss var mine eneste fætre.”

Hun skubbede en lok af sit blonde hår om bag det ene øre. Lod de blå øjne vandre imellem de to kriminalpolitifolk, som om hun forsøgte at finde ud af, hvem af dem hun egentlig skulle henvende sig til.

“Det er først og fremmest Hoss, vi er interesseret i,” sagde Backman.

“Det er gået op for mig,” sagde Ulrika Hearst.

“Kan du fortælle os lidt om ham?”

Hun tænkte efter.

“Han var … besværlig,” sagde hun. “De var besværlige begge to.”

“Besværlige?” sagde Eva Backman.

“Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal beskrive dem,” sagde Ulrika Hearst. “Jeg havde ikke så mange venner, da jeg var barn. Var ensom i skolen og sådan. Hoss og Boss indgik på en eller anden måde i mit verdensbillede, og der forudsætter man jo, at alting er normalt. Gør man ikke? I hvert fald når man er barn. Det er vel det, der menes med at blive voksen? At man gør op med barndommens vaneforestillinger og myter.”

Backman nikkede. “Jeg forstår, hvad du siger,” sagde hun. “Og hvornår opdagede du så, at de var besværlige?”

“Vi flyttede til Stockholm, da jeg var seksten,” forklarede Ulrika Hearst. “Jeg startede på et godt gymnasium og fik nye venner. Mine fætre kom lidt på afstand så at sige. Ja, det var nok på det tidspunkt, jeg indså, at de var temmelig specielle.”

“På hvilken måde var de specielle?” spurgte Barbarotti.

“Først og fremmest var de bedrevidende,” sagde Ulrika Hearst og begyndte at smile – et smil som hun dog hurtigt afbrød. “De konkurrerede nok indbyrdes om, hvem der havde mest styr på alting, men når jeg kom på besøg, slog de sig ligesom sammen og angreb mig i stedet. Jeg var deres tåbelige kusine, som ikke fattede en lyd … jeg var jo ti måneder yngre også, jeg er født i december, de i februar. Nogle gange konkurrerede de også om, hvem der var bedst til at narre mig.”

“Konkurrerede de om at narre dig?” sagde Backman. “Det lyder ikke specielt rart.”

“Det var det heller ikke,” sagd

Blev siddende med et gammelt nummer af National Geo

else blev bragt i uligevægt … eller mente han …?
Tak for hjælpen.
Pludselig sortnede det for vicekriminalkommissær Barbarottis øjne; køkkenet svajede, han

desuden noget mere. Han måtte … han måtte have kendt ægteparret Malmgren.
Eller hvad? Var det ikke sådan? For at kunne myrde dem, var det vel nødvendigt først at skille dem ad, og hvorfor skulle et ægtepar lade sig adskille af en fremmed midt om natten på en færge? Det ville i givet fald have krævet et vist raffinement. Sovemiddel i drinks eller noget endnu mere udspekuleret.
Selvom det naturligvis ikke var sikkert, at han havde anvendt samme metode, når det drejede sig om Henrik Malmgren. Han kunne oven i købet have skudt ham først for derefter i ro og mag at kunne tage sig af konen. Det var ingen umulighed … men alligevel, tænkte Barbarotti, alligevel var der helt bestemt noget om det der med, at de måtte have kendt hinanden. Mordene måtte sandsynligvis være foregået et eller andet sted på dækket, og hvorfor skulle man vel følge med en fremmed op på dækket? Hvis man som sagt rejste sammen med sin mand eller sin kone.
Først ham, derefter hende. Eller omvendt.
Begge på en gang?
Nej, det virkede simpelthen ikke som en mulighed.
På den anden side – det at de kendte hinanden, morderen og ofrene, var bestemt ingen nyhed. Man havde jo allerede besluttet sig for, at der lå et eller andet motiv til grund for det hele, havde man ikke? At det ikke bare drejede sig om ofre, der blev udvalgt tilfældigt.
Da han var kommet så langt i sit ræsonnement, hørte Barbarotti, hvordan det raslede ude i entreen. Dagens post var kommet, og fem minutter senere vidste han ikke, om han havde haft en forudanelse, eller om det bare var indbildning.
At Vorherre havde hentet sine velfortjente to point, kunne der derimod ikke herske tvivl om.
Handskerne på igen og så kuverten stillet op ad frugtskålen på spisebordet.
Lyseblå

t nødvendige grundlag for at stille