Han gik hen og proppede hullet til med sne, og så lagde de sig alle tre i en klump og snakkede hyggeligt sammen.

»Det lyder mærkeligt,« lo Pus.

men du ser ikke ud af ret meget, så dig behøver man vist ikke at være bange for« – og ganske roligt krøb han ned fra træet og gik hen mod søen. Lossen brasede gennem krattet og satte efter ham, men hver gang den var lige i hælene på Pus, brugte han staven og ønskede sig et godt stykke foran igen. En gang imellem krøb han op i et træ og kastede grene i hovedet på den for at gøre den rigtig rasende, så den glemte al forsigtighed. Nu var han henne ved de to stammer og stod ganske rolig, som om han helt havde glemt lossen, der kom farende i lange spring. I sidste øjeblik smuttede han gennem porten med løkken – og lossen bagefter.
Nu! – – Knurre og Murre gjorde deres pligt. Rebet fik fat om maven på lossen og strammedes til, da den sprang fremefter og tumlede til jorden. Den rev og bed i rebet, men Pus vidste, at det nok skulle holde – og i det samme kom Langmule og Nalle