Karin Michaëlis

Vi er enige om, at jeg skal være Katholik. Far synes, det er kønt og fornøjeligt — men det er maaske bare for at føje mig, han siger det. Og saa vil han hellere have, jeg skal gaa i katholsk Kirke, for der er meget mere lunt om Vinteren, end at jeg
skal sjokke med Hønen op i Domkirken, hvor der er Træk.

Desværre dur jeg vist ikke til at være from. Jeg faar saadan en Lyst til at sparke og spjatte og le himmelhøjt, lige naar jeg er mest oplagt til at tænke paa Religion. Men jeg vil prøve paa at tro det altsammen, selv om det ligner Røverromaner.

Du vilde, hvis du var her, spørge, hvormed jeg dog vil faa Tiden til at gaa. Kære, Klædeskab og Spejl forlader mig ikke, desuden har Tiden jo den Evne at kunne gaa uden at skulle trækkes op. Jeg har jo Skov og Have, Klavér og Hus, kniber det endelig, kan jeg give mig til at brodere Tunger til Torpens Linned!

Ingen har nogensinde højt sagt den Sandhed, at Kvinden for hvert Aar der gaar —
som mod Sommer, naar Dagene længes — bliver mere og mere Kvinde. Hun sløves ikke i det, der angaar hendes Køn, hun modnes langt hen i Vinteren.

Men Samfundet tvinger hende til at holde en falsk Kurs. Hendes Ungdom maa kun vare, saalænge Huden er glat og Legemet fristende. Ellers prisgiver hun sig til den ondeste Latter. En Kvinde, der vover at kræve Livets Ret i de sene Aar, betragtes med Afsky. Ingen giver hende Medynk, ingen giver hende Medhold.

I Mørkningen sidder jeg som et andet gammelt Barn og smaasnakker med mig selv henne ved Ilden. Kommer Torp for at spørge om noget af det, hun dog selv bestemmer, opholder jeg hende og faar hende til at fortælle om hendes eget. Forleden kom hun ind paa Spøgeri, og hun var saa ladet dermed og fortalte med en saadan Overbevisning, at hendes Tænder klaprede
af Skræk. Lykkelige Væsen, der har Indbildningskraft.

Hver Stjerne blev som en Duggdraabe, skabt kun for at læske min Tørst. Jeg drak Himlen ind, som en Plante, der er ved at forgaa af Mangel paa Væde, og medens jeg drak, fornam jeg noget, jeg ikke kan gøre mig Rede for. Det var, som om jeg for første Gang følte, at ogsaa jeg ejede en Sjæl. Jeg lagde mit Hoved tilbage og saa og saà. Natten oplod al sin Herlighed for mig, og jeg græd.

Hvad gør det, om jeg bliver gammel, hvad gør det, om mit Liv er forfejlet — hver Nat kan jeg vende mit Ansigt mod Stjernerne og lade mig dysse ind af deres kolde, evige Fred.

Jeg, der aldrig har kunnet læse et Digt uden i Tanken at haane den, der skrev det! Jeg, der aldrig har troet paa Sandheden af
nogen Digters Ord, naar han lovede Naturen, jeg ser den nu som den store, den eneste tilbedelsesværdige Gud.

Hun var ikke „troende“ i den Forstand, hvori Ordet almindelig tages, men hun ønskede at komme til Bunds i Ting, der satte hendes Fantasi i Bevægelse. Vi andre slog saadant hen. Det kedede os.

Jeg kunde næsten lide at have været ude for „et Bedrag“ af den allerhøjtideligste Art med Opdagelse, Opstandelse, Scener, Suk og Taarer. Hvem véd, hvad det havde været godt for! Den Tryghed, hvormed hans bestandige Forelskelse omgav mig, har i hvert Fald ikke været ham nogen Fordel.