Tag blot den grundlæggende fortrydelse, vi mennesker har, når vi ligger på vores dødsleje: Vi fortryder, at vi arbejdede så meget. Det bør give anledning til, at man spørger sig selv, om ens lederskab er forankret i en etisk fordring, et ægte ønske om at gøre det gode. Og det er ikke nemt. Specielt ikke så længe humanismen står i modsætning til kapitalismen. Men, som den danske filosof K.E. Løgstrup skrev i 1956: »Gjorde man af sig selv det gode, var det jo unødvendigt at stille krav.« Kravet om at gøre det gode opstår netop i mødet mellem tilbøjelighed og pligt, mellem egoisme og næstekærlighed. Og når vi i hverdagens hastværk har glemt, hvad pligten i lederskabet egentlig er, bliver vi nemt ledt af vores tilbøjeligheder. For hvis ikke det vigtigste er målbart, bliver det, som er målbart, hurtigt det vigtigste. Hvis vi for eksempel alene måler på hastigheden, hvormed vi nedlukker enheder, omorganiserer teams og reducerer omkostninger, uden samtidig at måle på, om det sker på en meningsfuld måde for de implicerede mennesker, kan man forvildes til den tanke som leder og ledelse, at man har skabt værdi og været en succes, til trods for at man på den mellemlange eller lange bane har ødelagt både organisatorisk og menneskelig værdi.