Morten Albæk

Det er summen af vores handlinger, der definerer, hvem vi er

Det er summen af vores handlinger, der definerer, hvem vi er,

Ledere leder, som de gør, fordi de aldrig har lært andet, og fordi de aldrig er blevet mødt af en forventning om andet. Den generation af ledere, der lige nu regerer på arbejdsmarkedet, har dermed et rigtigt dårligt udgangspunkt for, og endnu dårligere værktøjer til, at bedrive ledelse med den moralske klangbund, der er nødvendig for at forstå og understøtte det meningsfulde for de mennesker, der er under deres ansvar. Den ledelse, vi bedriver af os selv og andre, er ganske enkelt moralsk inkompetent og derfor eksistentielt meningsløs.

Men når der ledes ud fra regimer drevet af hårde målsætninger blottet for eksistentiel opmærksomhed og ambitioner, betyder det, at meningsfuldhed ikke ligefrem står øverst på ledernes agenda. For hvilken leder er nogensinde blevet fremhævet, forfremmet eller belønnet for at have løftet sin afdelings kollektive følelse af mening og selverkendelse med 22 procent? Er det omvendt profitabiliteten eller omsætningen, der er vokset med 22 procent, er vejen til offentlig hæder og medaljering oftest utrolig kort, uagtet hvor mange mennesker der på vejen dertil er blevet udvundet, udnyttet og opbrugt.

Men vi har ganske enkelt ikke indrettet arbejdspladsen til at være et sted, hvor vi giver og modtager kærlighed. Det er tværtimod et sted, hvor du giver og modtager Human Resource Management.

Tag blot den grundlæggende fortrydelse, vi mennesker har, når vi ligger på vores dødsleje: Vi fortryder, at vi arbejdede så meget. Det bør give anledning til, at man spørger sig selv, om ens lederskab er forankret i en etisk fordring, et ægte ønske om at gøre det gode. Og det er ikke nemt. Specielt ikke så længe humanismen står i modsætning til kapitalismen. Men, som den danske filosof K.E. Løgstrup skrev i 1956: »Gjorde man af sig selv det gode, var det jo unødvendigt at stille krav.« Kravet om at gøre det gode opstår netop i mødet mellem tilbøjelighed og pligt, mellem egoisme og næstekærlighed. Og når vi i hverdagens hastværk har glemt, hvad pligten i lederskabet egentlig er, bliver vi nemt ledt af vores tilbøjeligheder. For hvis ikke det vigtigste er målbart, bliver det, som er målbart, hurtigt det vigtigste. Hvis vi for eksempel alene måler på hastigheden, hvormed vi nedlukker enheder, omorganiserer teams og reducerer omkostninger, uden samtidig at måle på, om det sker på en meningsfuld måde for de implicerede mennesker, kan man forvildes til den tanke som leder og ledelse, at man har skabt værdi og været en succes, til trods for at man på den mellemlange eller lange bane har ødelagt både organisatorisk og menneskelig værdi.

Intet kan være vigtigere end at sikre, at arbejdet giver mening til livet for de mennesker, der udfører det. Og her kan vi igen lære noget klogt om ledelse af Løgstrup, som meget få McKinsey-konsultationer nogensinde vil hjælpe os til at få øjnene op for. Løgstrups mest ledelsesrelevante grundpointe var, at du i dine hænder holder en lille flig af livet for ethvert menneske, du interagerer med. »Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd,« skrev han. »Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede, man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej.« Som leder holder du en relativt stor flig af dine medarbejderes liv i dine hænder. Det forpligter enhver på at sikre, at den berøring mindre end noget andet gør det menneskes liv sygt og mere end noget andet gør det menneskes liv meningsfuldt. Set fra det perspektiv, hvad er så det væsentligste målepunkt for effekten af dit lederskab? Det må vel være at sikre, at ingen ser tilbage på deres tid under din ledelse med fortrydelse.

»Vi er som art gode til at akkumulere magt, men har alle dage været dårlige til at oversætte magt til lykke,« skriver den danske forfatterinde Suzanne Brøgger i et af sine essays.

Forestil dig at leve i en virkelighed, hvor det er et lovkrav, at du i forventningen til det kommende regnskabsår også skal meddele, hvor mange mennesker du regner med at gøre syge, mens du tjener penge til aktionærerne og genererer løn og bonus til dig selv og ledende medarbejdere

For det første er det umoralsk, at vi udnytter menneskeligt potentiale i jagten på kapital