holdt op med at spise. Undtagen farmor, der skovlede ind. Jeg beroligede mig selv ved at tænke, at han havde ret til sin holdning. Det var trods alt et frit land, vi levede i, og at vi godt kunne tåle at være uenige. I virkeligheden var han måske den eneste, der tog det hele for, hvad det var. Alligevel mærkede jeg en dum bæven om munden, mens jeg sad dér og løj for mig selv.

Jeg kendte godt den angst. Det var mig, der ikke ville være mig selv. Der ville have et andet liv, der ville være noget andet, der ikke kunne finde ud af at forandre mig og alle dagene, der lå foran mig.

Der er altid så meget for Irene at sige. Hun kan ikke have nogen tanker inden i sig uden at dele dem med nogen.