Lisbeth Valentin Madsen

”Og uanset hvad, så har jeg ikke tænkt mig at rejse mig, før jeg er nødt til det!

kunne slet ikke se, at det var en maskine? Den talte som en levende person? Du fattede aldrig mistanke?”

“Den sagde ikke meget. Jeg bemærkede intet usædvanligt.”

“Besynderligt. Maskiner der er så meget lig mennesker, at man kan blive snydt. Næsten levende. Hvor mon det ender?”

“De gør bare, hvad I Yankier har designet dem til at gøre,” sagde Tasso. “I har konstrueret dem til at jage liv og destruere det. Menneskeliv. Hvor end de støder på det.”

Hendricks så indgående på Klaus. “Hvorfor spørger du? Hvad tænker du på?”

“Ingenting,” svarede Klaus.

ormodes de ikke at være

“Vil du være min kæreste?” spørger han.

Han er tæt nok på til at kysse, så det gør jeg og håber, at mine læber er svar nok.

På bedste Heath-maner tager han over og gør vores kys dybere og forvandler det til noget, der er så hot, at jeg vil sværge på, at mine æggestokke skælver.