Charles Whiting

Majoren så på ham. – Hvad mener De, sir?
– Jeg mener: Når De har indtaget broen og holder den, er der ikke en kat, der vil interessere sig for, hvordan De er havnet dér. Men hvis det slår fejl …!
Patton skævede hurtigt til sin næstkommanderende, og oberst Codman forstod en fin hentydning. Han samlede sin stålhjelm op og forlod teltet med et hvisket: – Held og lykke, Hardt! Patton ventede, til de var alene, så sagde han: – Hardt, jeg ved, det er skrapt, hvad jeg forlanger; men hvis det slår fejl og de store kanoner begynder at spørge, hvad det var for en idiot, der sendte jer ud på sådan en opgave, må svaret være – ingen! Hans markerede ansigt blev pludselig stenhårdt. – Major Hardt, I vil komme til at stå på egne ben. Jeg ville være nødt til at fornægtejer, og De ved bedst selv, hvad det vil betyde.
Major Hardt nikkede. – Javel, sir – ulydighed mod stående ordrer. Mere end nok til en krigsretssag.
General George Patton satte sin stålhjelm med de tre glitrende stjerner på sit gråhvide hoved. – Netop, grynte