Hans Rosenfeldt

Okay,“ sagde Hannah og satte sig ned. Elena tilbød hende kaffe, som hun takkede nej til, og satte sig også ned og åbnede en notesblok på knæet.
„Du sagde, at du har oplysninger, der kan hjælpe os,“ sagde hun og gik direkte til sagen.
„Ja, men jeg løj.“ Elena kiggede overrasket op. „Jeg ved ikke mere end det, I fik at vide på stationen i aftes.“
Elena lukkede langsomt blokken, anspændt og på vagt, som om Hannah pludselig var blevet en trussel.

65
„Ved vi, om han havde en familie?“ spurgte Lurch og brød den trykkende stilhed i mødelokalet. Han behøvede ikke at forklare, hvem han mente. Alle vidste det og havde svært ved at tænke på noget andet.
En bombe på hotellet. Midt i byen.
Sami Ritola var død, og to hotelgæster var sluppet med lettere kvæstelser.
Bomber og eksplosioner var måske blevet hverdagskost andre steder i Sverige, men ikke i Haparanda.
„Jeg ved det ikke,“ svarede Morgan kortfattet og trak på skuldrene.
„Han gik jo i seng med hende kvinden på hotellet, så sikkert ikke,“ kom det fra Ludwig.
Hans påstand blev mødt af tavshed. Der var ingen, der havde lyst til at diskutere, hvorvidt Sami Ritola havde været nogen utro eller ej. De var trætte og havde brug for at sove, men virkede alle uvillige til at tage hjem, selvom de ikke var nødvendige for efterforskningen ved hotellet længere. X’et havde indkaldt ekstra personale fra Boden, Kalix og Luleå og havde fået forstærkninger fra deres finske kolleger i Torneå. Bombeholdet og NOA var på vej, og der var snak om, at indsatsstyrken måske også ville komme. Alexander havde sendt dem alle væk, så snart forstærkningerne var ankommet. De havde alle været i nærheden af eksplosionen, i P-O og Morgans tilfælde i huset lige ved siden af, og havde mistet deres finske kollega. Desuden havde de været på arbejde i snart sytten timer, og der ville ikke blive mindre at lave i morgen. Byen summede allerede af rygter og uro, og når det blev morgen, ville alle stille spørgsmål og kræve at få at vide, hvad der var sket.
De ville være bange og usikre.
Kræve svar, handling og resultater.
Mødelokalets dør gik op, og Gordon viste to civilklædte personer ind, som de ikke havde set før. Den ene var en hvidhåret mand på omkring halvtreds, der så ud til at komme direkte fra golfbanen i chinobukser og polotrøje, mens kvinden var femten år yngre, mørkhåret med brune øjne og iført en stram, højtaljet nederdel med en hvid silkeskjorte og flade herresko.
„Det her er Henric Isacsson og Elena Pardo. De kommer fra Stockholm,“ sagde Gordon som introduktion og inviterede dem til at sætte sig for bordenden.
„Det var hurtigt,“ konstaterede P-O skeptisk. „Var I allerede på vej, da Alexander ringede?“
„De er ikke fra NOA,“ sagde Gordon.
„Nå da, hvor er I så fra?“
„Sikkerhedspolitiets Internationale Samarbejde,“ svarede

Prolog
Alt var gået efter planen.
Den oprindelige plan