Mine fødder gør allerede så ondt, og remmene borer sig ned i huden.

Jeg lover, at jeg nok skal høre efter en anden gang og gøre, lige som han siger, bare han vil svare mig.
Jeg har en stor klump i halsen, og tårerne presser sig på. Min hals snører sig fuldstændig sammen, og til sidst kan jeg ikke holde tårerne tilbage. Jeg falder på knæ foran ham og undskylder og tigger ham om at tilgive mig.
Han skubber mig brutalt væk, kigger håbløst på mig og går hen og tager sin jakke. Han åbner hoveddøren, går ud og smækker døren hårdt i efter sig.
Jeg kan høre, han sætter sig ned i bilen og kører væk. Jeg begynder at bebrejde mig selv. Hvorfor kan jeg dog ikke bare gøre, som han beder mig om? Jeg er vred på mig selv, og jeg kan godt forstå, hvis han også er vred på mig. Hvorfor er det så svært for mig at gøre ham tilfreds? Jeg må virkelig tage mig sammen og anstrenge mig for hvad nu, hvis han går fra mig? Det må bare ikke ske. Så er jeg fortabt.
Der går rigtig mange timer, og jeg hører ikke noget fra Christoffer. Jeg forsøger at ringe til ham, men forgæves. Da klokken efterhånden er blevet mange, går jeg i seng. Jeg falder i søvn med den lille røde mobil i hånden, hvis han nu skulle ringe.
Jeg vågner ved, at han kommer hjem i løbet af natten.
”Hvor er det godt at se dig, jeg har været så bekymret,” siger jeg lettet.
Intet svar.
Næste morgen vågner jeg tidligt. Jeg dækker bord, sætter kaffe over og varmer nogle boller. Nu skal vi hygge os.
Da Christoffer kommer ud i køkkenet, hælder jeg kaffe op til ham og lægger en bolle på hans tallerken. Han tager vredt kaffekoppen og hælder kaffen ud i vasken, bollen kyler han i skraldespanden. Han har ikke mæglet et eneste ord. Denne tavshed straffer han mig med i en hel uge.
Imens forsøger jeg at være den glade Henriette, når jeg er på arbejde.
”Hej, jeg hedder Henriette, og jeg skal være vikar her i dag,” siger jeg og smiler bredt.
Det er nu meget rart at komme væk fra tavsheden. Når jeg er på arbejde, har jeg andre at tale med, det er så befriende. Da ugen i tavshed er ved at være gået, siger Christoffer pludselig:
”Skal vi ikke tage ud og kigge på møbler til det nye hus?”
Den sidste uge i august ringer byggefirmaet. De kan nu bekræfte, at vi kan gå i gang med vores byg-selv den 20. september. Et par dage senere

i uge 32.”
Endnu engang har han taget en beslutning hen over hovedet på mig og uden