Gabriel García Márquez

»Det betyder intet, for han er levende«, svarede José Arcadio Buendía, som havde brændt kviksølvsrøgelse i to og halvfjerds timer, da liget begyndte at springe ud med gustne knopper, hvis svage fløjtende lyde gennemtrængte huset med en stinkende dunst.

Hendes hjerte af fastpresset aske, som uden sorg havde modstået virkelighedens værste slag, smuldrede ved vemodets første angreb.

Midt i forvirringen af støvler, af modstridende ordrer, kanonskud som fik jorden til at ryste, tankeløse skud og meningsløse trompetsignaler lykkedes det den formodede oberst Stevenson at komme til at tale med Arcadio.

Senere bekræftede andre sigøjnere at Melchiades virkelig var bukket under for feberen i sumpene ved Singapore, og at hans lig var blevet kastet ud på det dybeste sted i havet ved Java.

nu forstod hun ham bedre, end dengang han var i live, hun forstod hans længsel efter hendes kærlighed, nødvendigheden af i hende at finde den sikkerhed, der var grundlaget for hans offentlige liv, og som han i virkeligheden aldrig selv havde haft.

De levede tyst sammen som to gamle ægtefolk, mærket af livet, hinsides lidenskabens fælder, hinsides illusionernes brutale bedrageri, hinsides drømmenes fata morgana, hinsides kærligheden.