J.R.R.Tolkien

kunne man på de nærmeste vægge svagt ane, at der hang brynjer, hjelme

UVENTET SELSKAB
I et hul i jorden boede d

der en hobbit. Ikke et grimt, beskidt, vådt hul, hvor der lugtede klamt og var fuldt af ormestumper, heller ikke et tørt, nøgent, sandet hul uden noget, man kunne sætte sig på eller spise; det var et hobbit-hul, og det betyder velbehag.
Det havde en cirkelrund dør ligesom et koøje, der var malet grøn og havde et glitrende, gult messinggreb siddende nøjagtig midtpå. Døren førte ind til en rørformet entré, der lignede en tunnel; en meget behagelig tunnel uden røg, med vægge med paneler og gulv med fliser og tæpper, udstyret med polerede stole og masser af knager til huer og frakker – hobbitten holdt af at få gæster. Tunnellen fortsatte og fortsatte og førte et godt stykke, men ikke fuldstændig lige ind i siden af højen – Højen, som folk i mange miles omkreds kaldte den – og mange små, runde døre førte ud af den, skiftevis til den ene og til den

ikke noget med, at hobbitten skulle ovenpå; soveværelser, badeværelser, kældre, fadebure (som der var mange af), garderober (han havde hele værelser, som var fyldt med tøj), køkkener og spisestuer lå alle på samme niveau og faktisk ud til den samme gang. De bedste værelser lå alle på venstre hånd (når man kom ind), for det var de eneste, som havde vinduer; dybtliggende, runde vinduer med udsigt over hans have og længere væk engene, som skrånede ned mod floden.
Denne hobbit var en meget velhavende hobbit, og hans navn var Sækker. Familien Sækker havde boet i nærheden af Højen længere end nogen kunne huske, og folk anså dem for meget respektable; ikke kun fordi de fleste af dem var rige, men også fordi de aldrig havde været ude for nogen eventyr eller gjorde noget uventet; man kunne afgøre, hvad en Sækker ville mene om et hvilket som helst spørgsmål, uden at besvære sig med at spørge ham. Dette er en historie

anden side. Der var ikke

Sækker kom ud for et eventyr og viste sig i stand til at gøre og sige aldeles uventede ting. Muligvis mistede han sine naboers respekt, men han vandt – nå, I finder ud af, om han endte med at vinde noget.
Moderen til vores særlige hobbit – hvad er en hobbit? Jeg går ud fra, at det i vore dage til en vis grad er nødvendigt at beskrive hobbitter, i og med, at de er blevet sjældne og sky over for De Store Folk, som de kalder os. De er (eller var) et lille folkefærd, godt halvt så høje som os og mindre end de skæggede dværge. Hobbitter har ikke skæg. Der er kun lidt eller intet magisk ved dem, undtagen af den almindelige hverdagsagtige slags, som gør dem i stand til at forsvinde stilfærdigt og hurtigt, når store, tåbelige folk som I og jeg kommer trampende og larmende som elefanter, for det kan de høre på miles afstand. De har tendens til at være tykmavede; de går i lyse farver (navnlig grønt og gult), bruger ingen sko, da deres fødder fra naturens hånd har tykke

hovedet (hvor den er krøllet); de har lange, smidige, brune fingre, imødekommende ansigter og ler med en dyb, klangfuld latter (i særdeleshed efter middagsmaden, som de spiser to gange om dagen, når de kan komme til det). Nu ved I nok til, at vi kan fortsætte. Som jeg var ved at sige, var moderen til denne hobbit – det vil sige til Bilbo Sækker – den berømte Belladonna Toker, en af de tre bemærkelsesværdige døtre af Den Gamle Toker, hobbitternes overhoved, som boede på den anden side af Vandet, den lille flod neden for Højen. Det blev ofte sagt (i andre familier), at for længe siden måtte en af Tokernes forfædre have giftet sig med en fe. Det var naturligvis noget vrøvl, men der var afgjort noget ikke helt igennem hobbitagtigt over dem, og fra tid til anden drog medlemmer af Toker-klanen ud på eventyr. De forsvandt i al stilfærdighed, og familien lod som ingenting; men det forblev en kendsgerning, at selv om Tokerne

komme videre..
Ved et

sig på den anden side af

læderagtige såler og kraftig, brun hårvækst, ligesom de har på