Kai Holberg

Ofte blev jeg indbudt til Middag, Køreture, smaa Lystrejser kom senere til. Jeg sagde ikke nej til noget. Men da jeg havde gennemløbet hele Cirkelen, indsaa jeg, at Frihedens uvurderlige Skat ikke bestaar i at gøre alt, hvad man har Lyst til, og det, Omstændighederne indbyder til, men i, at man er i Stand til paa den lige Vej at foretage sig, hvad man anser for rigtigt og sømmeligt, uden Hindring og Hæmmelse, og jeg var gammel nok til i dette Tilfælde at naa til denne skønne Overbevisning uden at maatte betale Lærepenge.

Hvad andet bestaar Menneskets højeste Lykke i, end at udføre det, han har indset er godt og rigtigt? End virkelig at være Herre over Midlerne til at opnaa Maalene?

Jeg vil indrømme, at selv om jeg ganske har opgivet Scenen, kan jeg umuligt erklære mig for fuldstændig blottet for Talent.« »Ja, jeg anser det nu for ganske afgjort,« sagde Jarno, »at den, som kun kan spille sig selv, ikke er Skuespiller. Den, som ikke i Sind og Skind kan forvandle sig til mange forskellige Skikkelser, fortjener ikke Navnet. De har saaledes for Eksempel spillet Hamlet og nogle
andre Roller ret godt, ved hvilke Deres Karakter, Deres Ydre og Øjeblikkets Stemning understøttede Dem. Det kunde være udmærket for et Privatteater eller for En, som ingen anden Udvej saa. Man skal,« fortsatte Jarno og kastede et Blik i Dokumentet, »tage sig i Agt for et Talent, som man ikke kan gøre sig Haab om at faa arbejdet op til Fuldkommenhed. Man kan bringe det saa vidt, man vil, deri — tilsidst vil man dog altid, naar man bliver klar over Mesterens Fortjenester, smerteligt fortryde det Tab af Tid og Kræfter, man har anvendt paa Fuskerierne.«