Camilla Engkjær Laursen

Jeg er stemmegaflen til hendes sang.

”Hmm … det ved jeg ikke. Du tog næsten livet af mig, da vi legede nøgen hjemmedag.”

”Død ved pik.”

Vi står så tæt på hinanden, at jeg kan dufte ham. Hvis de nogensinde planlægger at rebrande den parfume, han har på, anbefaler jeg, at de omdøber den til ”Begær”.

Du er et catch. Du er lækker. Jeg venter på en kompliment fra det menneske, der ikke har været andet end modbydelig over for mig.

Han rømmer sig. “Cool,” siger han så.

Undskyld mig, men jeg kaster mig lige ud foran en bus. Cool er en Kevin Jonas-agtig kompliment. Det svarer til at sige, at ens yndlingsfarve er beige.

Jeg føler mig ikke bare lillebitte, men som om jeg holder oplæg til et ledermøde kun iført brystvortekvaster og mine yndlingsradiostrømper

Og da han kørte mig hjem, spurgte han mig, om jeg som tandlægestuderende automatisk havde en oral fiksering.“

Harper holdt sig for munden, mens hun prøvede at undertrykke et grin. „Hold nu kæft. Hvad sagde du?“

„Jeg sagde: ’Desværre ikke. Men hvis jeg havde, kunne både du og Freud rende mig i røven,’ og så gik jeg ind og syede min vagina sammen.“

Han satte sig, og hun rakte ham hans sandwich.

„Er du en religiøs mand, Dan?“ spurgte Harper, inden hun gav slip på den.

„Ikke rigtig,“ svarede han med et usikkert blik. „Hvorfor?“

„Fordi den første bid bliver en spirituel oplevelse.“

„Er det rigtigt?“ Han pakkede sandwichen ud af papiret.

„Det er ikke andet end den sædvanlige sjælelige opstigning. Lys fra oven. Englesang. Ikke noget vildt. Jeg vil nødig oversælge det.“

Englænderne benyttede sig kun af to smagsvarianter, saltet og ikke saltet, og lod slet ikke til at anerkende andre smage

Vrede var et kvælertag. Vrede gav ikke én magt. Det satte sig på ens bryst, det klemte om ens ribben, indtil man følte sig fanget, kvalt, som om løbet var kørt. Vreden simrede og eksploderede så.