Søren Lippert

Den største forandring i institutionerne kom „oppefra“, fra institutionerne selv, i integrationen af den suveræne stat ind i overnationale institutioner. Staten styrkede fundamentet under sine institutioner ved at „slå sig sammen“ med andre stater. Forandringen kom ikke nedefra, sådan som vi ser det, når et politisk jordskælv finder sted.

Også i Danmark kan man derfor stille det spørgsmål, om vi er solidt placeret i fasen med orden, eller om vi er på vej over i fasen med tyranni. Perspektivet for politisk geologi er, at fasen med orden ikke varer evigt; at også de institutioner, der dominerer det politiske landskab i dag, på et tidspunkt vil møde et politisk jordskælv.

I hjertet af den udøvende magt i Danmark findes den opfattelse, at „vælgerne er dumme“, altså mangler viden og indsigt til at kunne forstå de politiske beslutninger. Fra toppen af centraladministrationen kommer det primært til udtryk som manglende tillid til og respekt for menige folketingsmedlemmer, fx når de i forhandlinger medbringer ønsker og argumenter fra deres vælgerbagland. Det kan være om placering af en kaserne eller hensyn til en bestemt patientgruppe. Der er en indforståethed blandt embedsfolk om, at folketingspolitikere generelt ikke er i stand til at forstå sagernes kompleksitet, men træffer ufornuftige eller usaglige beslutninger baseret på et ønske om vælgerpopularitet. Fra ministre, partiledere og toppen i det parlamentariske system kommer det desuden til udtryk som en mere direkte afskrivning af vælgerne og disses evne til at forstå de politiske realiteter eller varetage deres egne, mere langsigtede interesser.

Vi har altså en forestilling om, at vi træffer velovervejede, rationelle beslutninger – at denne rationalitet er den, vi er, og er helten, fordi den ligger inden for vores bevidsthed og selvkontrol. Men realiteten er, at beslutningerne bliver truffet et sted, vi faktisk ikke er bevidste om, baseret på impulser og følelser.