Men virkeligheden er aldrig givet én gang for alle, den er altid i færd med at blive til. Derfor må man stadig konfrontere sine ideer om virkeligheden med virkeligheden selv, derfor må det bestående ustandseligt underkastes kritik, også hvis det bestående er en fastslået opfattelse af virkeligheden og menneskene, den være sig iøvrigt så venstreorienteret den være vil. Gør man ikke det, er man helt enkelt ikke venstreorienteret nok.

Men hans kritik omfatter også ham selv, han stiller spørgsmål både til de bestående værdier og til dem, han selv er med til at skabe, fordi han ved, at denne skaben er betinget af hans egen situation, og fordi han bestræber sig på at forstå sig selv i denne situation. Han er kritisk, også over for de former, hans egen kritik antager. For ganske vist ved han, at man ikke kan møde samtidens krav med forældede værdier, men han har på den anden side ingen som helst sikkerhed for, at ikke også hans egne værdier må forkastes. Derfor må han også stille de største krav til det personlige valg og den personlige ansvarlighed, for den eneste helt sikre værdi er den, der skabes af hans lidenskabelige forsøg på at forstå sig selv og virkeligheden og sin indplantethed i denne virkelighed.

At være fordomsfri og frisindet må for en venstreorienteret være identisk med at turde sætte også sine egne normer under stadig kritik og erkende – eller indkredse – de irrationelle værdier, han bygger sin egen tilværelse op på, en erkendelse, som alene gør ham i stand til at beherske disse værdier i stedet for blot at ligge under for dem. For naturligvis hviler også den venstreorienteredes kritik af det bestående og hans opgør med fordomme og skinværdier på irrationelle værdier, han kun kan omkredse, ikke begrunde med sin fornuft, fordi de har deres udspring i den personlighed, han ikke selv har skabt, men som han gennem sit personlige valg søger at tage i besiddelse.