W.G. Sebald

den første lysende kærte til de elegante lygter, hvis skær omkransede det attende århundreders borggårde, og fra disse lygters bløde lys til det uvirkelige skin fra de kalciumlamper, der står langs de belgiske motorveje, har det handlet om forbrænding. Forbrænding er det skjulte princip bag hver eneste kunstgenstand, vi frembringer. Tilvirkningen af en fiskekrog, fremstillingen af en kinesisk kop eller produktionen af et fjernsynsprogram, alle er de afhængige af samme forbrændingsproces. Ligesom vore kroppe og vore ønsker er de maskiner, vi har udtænkt, i besiddelse af et hjerte, der gradvis bliver reduceret til ulmende aske. Fra de tidligste tider har den menneskelige civilisation ikke været andet end en fremmedartet gløden, der time for time er blevet stadig mere intens, og om hvilken ingen kan sige, hvornår den vil begynde at aftage, og hvornår den helt vil forsvinde.

dage og uger vrider man sin hjerne uden resultat, og hvis nogen fandt på at spørge, ville man kunne sige, at man blev ved med at skrive af ren vane, af trang til selvhævdelse, fordi man ikke havde evner til andet eller af ægte undren over livet, af kærlighed til sandheden, af fortvivlelse eller forfærdelse, med samme ret som at grunden var den, at skriveriet gjorde én klogere eller mere vanvittig. Måske taber vi alle vores virkelighedsfornemmelse i samme grad, som vi bygger videre på vort eget arbejde, og måske er det grunden til, at vi forveksler vore mentale konstruktioners øgede kompleksitet med et fremskridt i erkendelse, samtidig med at vi dog allerede fornemmer, at det er de ting, der ikke kan måles og vejes, der bestemmer vor bane gennem livet.