Ebba Hentze

Jeg prøver på at betro mig til en af de gamle fanger. Jeg får ham hen til mig, peger på en papirrulle i min frakkelomme og siger: „Ved du hvad! Det her er manuskriptet til et videnskabeligt værk

Til sidst begyndte jeg at skrive stenografiske stikord på små bitte sedler, jeg ville rekonstruere det manuskript, som jeg måtte kaste fra mig i desinfektionsbarakken i Auschwitz.

Da ved jeg ét – nu har jeg lært det: kærlighedens dybeste intention er ikke rettet mod et menneskes legemlige eksistens, men mod det elskede menneskes åndelige væsen, dets „essens“