Hans Peter Lund

Undertiden prøvede hun ganske vist at stille et regnskab op; men hun nåede frem til noget, der var så uhyrligt, at hun ikke kunne tro det. Så begyndte hun forfra, løb snart sur i det, lod det hele ligge og tænkte ikke mere på det

Det er ikke min skyld.“

Men det var på grund af vanen.

rejste mig uden at sige noget,

Efter et øjeblik så han på mig og spurgte: „Hvorfor ikke?“, men uden bebrejdelse, som om han blot ville vide det.

Det mente han ikke. Jeg var allerede blevet slået af den måde, hvorpå han sagde „de“, „de andre“, og mindre hyppigt „de gamle“, når han talte om beboerne, hvoraf nogle ikke var ældre end han selv. Men selvfølgelig, det var ikke det samme. Han var vicevært og kunne i en vis udstrækning bestemme over dem.

var køligt, kaffen havde givet mig varmen, og gennem den åbne dør strømmede en duft af nat og blomster ind. Jeg tror nok, at jeg blundede lidt.

Jeg fik et øjeblik en latterlig følelse af, at de var der for at dømme mig.

Jeg havde endda indtryk af, at den døde kvinde, der lå midt mellem dem, ikke havde nogen betydning for dem. Men nu tror jeg, at det var et forkert indtryk.

vej ud og til min store forbavselse trykkede de mig alle sammen i hånden – som om denne nat, hvor vi ikke havde vekslet et ord, havde knyttet os tættere til hinanden.

Jeg var træt.