hvordan man vender og drejer det, forekommer det ret så mærkeligt at bruge 21.000 pund på et tidspunkt i ens liv, hvor man sædvanligvis stadig er lidt fattig og i gang med at prøve at købe ting som „et hus“ og „noget at spise“ – ikke mindst i betragtning af at et ud af fire ægteskaber ender i skilsmisse.
Hvis vi skulle opfinde alting forfra, ville vi da beslutte at lægge den gigantisk kostbare fejring af kærligheden et sted i slutningen af det hele – når vi er i tresserne og halvfjerdserne, når huset er betalt af, og vi kan vurdere, om alt det der med at „elske for evigt“ holdt eller ej.
21.000 pund! Åh, hvor får jeg lyst til at græde. Personligt ville jeg aldrig spendere 21.000 pund på noget, som enten ikke havde a) døre og vinduer eller b) evnen til at opfylde tre ønsker. 21.000 pund er absurd mange penge. Sindssygt mange penge.
Og det me

for deres A-klasse-citater. Til Nigella, hvis kommentar fik mig til at hyyyyle.
„Lizzie“ og „Nancy“ – jeg elsker jer højt, og jeg er så ked af, at mor var væk en hel sommer, men hvis jeg skal være fair, er Onkel Eddie bedre til at spille Mario Kart med jer, end jeg er, og når først jeg får lært jer at sige: „Fanden tage dig, Patriarkat!“, hver gang I falder, har I fået det bedste ud af mig, hvis jeg skal være ærlig.
Til sidst vil jeg gerne dedikere denne bog – som om jeg står på en scene og skal lige til at spille Guns N’ Roses“ „Paradise City“, hvor virkeligheden er, at jeg bare skriver på en bærbar, uden at et eneste øje kigger på mig – til min mand, Pete Paphides, som er den mest Rabiate Feminist, jeg nogensinde har mødt – så rabiat faktisk, at han har lært mig, hvad feminisme