Forlaget Memoris

Kunsten at være fucking ligeglad

officielt godkendte brune gulvtæpp

musemåtten, et falmet billede af en hvid sandstrand, og det mest blå hav i verden. Øverst oppe stod der: Ville du ikke bare ønske, at du var her?

Han havde altid gerne villet have et eller andet med et monogram.

»Når jeg savner dig,« sang han stille, »skal jeg bare drømme.«

Deres arbejde på Marsyas er vigtigt. Deres rapporter vil forsyne os med de nødvendige oplysninger til at afgøre, om dette børnehjem fortsat kan være i drift, eller om det skal lukkes permanent. Arthur Parnassus er blevet betroet et stort ansvar, men det er stadig ikke klart, om den tiltro er berettiget. De må holde øjne og ører åbne, mr. Baker. Vi forventer den skarpe ærlighed, De er kendt for. Hvis noget virker galt, skal De gøre os opmærksom på det.

»Arbejder De her i bygningen?« spurgte hun i et diskret første forsøg på at finde ud af, hvor stort rejsebudgettet mon var.

og – hov, ups, vent lige et øjeblik.«
Luther fløj over til anlægget, trykkede på play, lyttede efter de første toner af musikken og skruede så op, før han fløj tilbage til spisebordet i køkkenet, hvor Nora sad og nærstuderede brochurerne.

Aftalen blev lukket i sengen

En Hemlock-snemand bestod af fire dele: en bred rund fod som base, en stor sneboldskugle, der blev sat ned i foden, selve kroppen og så et hoved med ansigt og høj hat. Alle delene kunne stoppes ind i hinanden, så det ikke krævede så meget plads at opbevare snemanden de elleve måneder om året, hvor den ikke prydede taget. Og med en pris på knap treogfirs dollar – ikke medregnet leveringsomkostninger – var alle grundejerne på Hemlock Street meget omhyggelige med at pakke deres snemænd pænt sammen og opbevare dem korrekt.