Rikke Toft Kleemann

gjorde ondt i lænden, og dagen var endda kun lige begyndt. Sally lænede sig op ad disken med kasseapparatet og gned det ømme punkt oven over halebenet. Denne uge var hun blevet tilkaldt hver dag

fordi du ringede. Det var det sidste, hendes mor havde sagt i telefonen. Fire ord i et høfligt tonefald.
Josefin stillede smør og ost frem på den ternede voksdug. Mor ville komme

at sige. Josefin småsnakkede med Ullis og klappede fåret på hovedet. Lammene hoppede rundt, som om der ingen problemer var

efter togskiftet i Hässleholm begyndte landskabet at føles hjemmevant. Brune marker og enge, flokke af sorte fugle her og der, næsten nøgne træer med små lysegrønne ­knopper. Sally var taknemmelig for sin vinduesplads, hvor hun sad inde­klemt på sædet med

af det i forgårs. Virkelig.“
Det var anden

ville mor dog udsætte sig selv og huset for det?
Josefin gik tilbage mod gården. På gårdspladsen holdt naboernes røde traktor parat med jordfræseren oppe på traileren bagved. Jorden skulle pløjes op og jævnes ud igen inden såningen og udplantningen

velklædte par mellem halvtreds og tres, der kom kørende i firhjulstrækkere, men også en børnefamilie i ny og næ. Folk bevægede sig mellem værkerne, småsnakkede og nippede til deres plasticglas med

med den leopardplettede sten i hånden. Det var umuligt at forstå, at vand og sand havde kunnet slibe overfladen så glat. Åke ville have været enig, han havde været lige så fascineret af naturfænomener som hende. Især dem der omhandlede havet selvfølgelig

stofbutikken rakte posen med stofrester frem. Vanja tog taknemmeligt imod den.
„Nøj, hvor dejligt. Så kan jeg klare mig lidt igen.“
Posen bugnede mildest talt, den var fyldt til randen med alle mulige små lapper

Måske burde Vanja have nævnt sidespringet med Leif fra begyndelsen, men det havde ikke virket relevant. Det var det heller ikke nu. Josefin havde misforstået det meste.
Trine da