Morten Nordhagen Ottosen

Da sidder vi i kongernes og folkenes råd; da har vi vor anviste gerning, hver i sin kreds, trindt om alle Nordens lande; da har vi alle midler i hænde til at fuldbyrde, hvad vi har sat os som vort livs opgave. Det kommer altså kun derpå an, at vi vil blive tro mod den sag, vi nu omfatter med ungdommens begejstrede kærlighed

Det sted, hvor vi her er forsamlede, er i dag en rigt smykket festhal; I går var det et ridehus. Det var i et lignende hus i Versailles, at for mere end et halvt århundrede siden en aftenstund en samling af mænd trådte sammen, udgående fra deres sønderrevne fædrelands forskellige egne, og aflagde en højtidelig ed på, at de ville blive sammen, indtil de havde frelst deres fædreland. De holdt deres løfte, og hin aften blev en af de store mærkedage, der betegner et vendepunkt i verdenshistoriens udvikling. Lad da også os holde sammen, indtil vi har frelst

vort fædreland, det hele, store skandinaviske Norden. Det har vi lovet hinanden: så gå da hen og hold Deres ord! Bered Deres sind og udrust Deres sjæl til at fuldbyrde Deres gerning – først og fremmest i det, som nu ligger Dem nærmest, i åndens og videnskabens verden; men efterhånden, som De føres ind i det praktiske liv og kaldes til at deltage i dets idrætter, også i virkelighedens rige. Det er dette løfte, denne pagt, vi nu vil besegle med et hurra for Nordens enhed!

Det samme gjorde den førende tyske avis Allgemeine Zeitung, der i skandinavismen anede en støtte mod Rusland. Skandinavismen var ikke længere blot en bevægelse blandt unge akademikere

Lehmann og to andre talere blev derfor tiltalt. Både studenteraktivisten Hans Frederik Poulsen, der havde proklameret Nordens samling inden århundredets udgang, og Friedrich Helveg (han skiftede navn til Frederik efter 1864), der havde spurgt de tilstedeværende finner, om de ønskede at være svenske eller slaviske, blev frikendt.

Nationalitetsprincippet var nu kommet til udtryk blandt skandinaver, som det var sket blandt italienere, tyskere og slaver.

Konsekvensen er, at svensk, norsk og dansk historieskrivning er fortællingerne om de tre nordiske nationalstaters tilblivelse og udvikling

Det betyder, at modsat 1800-tallets nordiske historieskrivning er nutidens nordiske historieskrivning sjæl dent nordisk. Den er national. Svenskerne kender ikke til Danmark, nordmændene kender ikke til Sverige, og islændingene skriver om Island. Det

Det skandinaviske land, hvor skandinavismen fylder mindst i den nationale fortælling, er Danmark. Det er et paradoks, da det var her, den blev født, stod stærkest og fik de største konsekvenser. Historien om den politiske skandinavisme er tæt forbundet med de slesvigske krige, og Danmarks traumatiske nederlag til Preussen og Østrig i 1864 kan vanskeligt forstås uden at inddrage den. Allige

Den nationale osteklokke har gjort en af de vigtigste og mest velbeskrevne begivenheder i Danmarkshistorien hullet som en schweizerost.17

I forskningen om den politiske skandinavisme genfinder man den metodiske nationalisme.Det er sigende, at de tre vigtigste værker om skandinavisme er skrevet om svensk skandinavisme, norsk skandinavisme og dansk skandinavisme.