Bechs Forlag

Anne havde altid betragtet dem som de lykkeligste unge piger, hun kendte. Men da vi jo alle kan redde os fra et ønske om at være nogen anden, end den vi er, ved at trøste os med de punkter, hvor vi er overlegne, ville hun dog ikke have byttet sin bedre forstand, elegance og dannelse med deres livsglæde. Og hun misundte dem intet andet end deres tilsyneladende gode indbyrdes forståelse og sammenhold, den muntre gensidige søskendekærlighed, som hun havde kendt så lidt til fra begge sine søstre.

Anne spekulerede lidt på, om det mon nu strejfede hans tanker, at han måske ikke havde haft helt ret i i sin tid at anse »en fast vilje« for det eneste saliggørende og rigtige. Om det skulle være gået op for ham, at viljen til at få sin vilje, ligesom ethvert andet karaktertræk, nok burde have sine rimelige grænser? Hun tænkte, at helt kunne det vel ikke undgå at falde ham ind, at en vilje, der kunne overtales til at tage imod fornuft, somme tider måske gav større chance for lykke end en meget resolut karakter.

»De ideer, en ung mand på toogtyve har om, hvordan han skal bære sig helt korrekt ad, er måske de mest forskruede, der tænkes kan,« sagde han. »Den måde, man ter sig på i den alder, er i reglen så tåbelig, at den kun kan sammenlignes med det tåbelige ved det indtryk, man bilder sig ind, man gør.«