Thomas Mann

Gustav Aschenbach var digteren for alle dem, der arbejder på randen af udmattelse, de overbebyrdede, de allerede udslidte, dem, som endnu kun lige holder sig oppe, alle disse flidens moralister, der, trods deres spinkle vækst og begrænsede evner, i kraft af viljestyrke og klog forvaltning i det mindste en tid lang kan tage sig store ud.

må tænke og handle for os, for Gerda og jeg er kvinder, og Christian … nå, Gud være med ham! … Vi kan ikke hamle op med dig, for hvad vi har at komme med, det er ikke modargumenter, det er følelser, det er jo klart.

Således gik det til, at Thomas Buddenbrook, der havde rakt hænderne længselsfuldt ud efter de høje og sidste sandheder, mat sank tilbage til de begreber og billeder, hvis troskyldige brug var blevet indøvet i hans barndom. Han gik rundt og huskede den ene og personlige Gud, menneskebørnenes far, som havde sendt en personlig del af sig selv ned til jorden, for at han skulle lide og bløde for os, som ville holde dom på den yderste dag, og ved hvis fødder de retfærdige så i løbet af den evighed, der da tog sin begyndelse, ville få erstatning for deres beklemmelser i denne jammerdal … Hele denne lidt uklare og lidt absurde historie, der imidlertid ikke krævede nogen forståelse, men alene lydig tro, og som ville være ved hånden i fastlagte og barnlige ord, når den sidste angst dukkede op … Virkelig?