Social arv kædes hos Bourdieu sammen med social handlen, og social handlen følger altså forskellige habitus (Bourdieu, 1984, 1987, 1997). Det afgørende problem ved den sociale handlen synes at være den måde, man håndterer de sociale vilkår på, dvs. mestringsevnen eller evnen til selvrealisering. Er man i stand til at mestre de socioøkonomiske og sociokulturelle vilkår, som kan være en barriere for ens kompetenceudvikling, på en god måde, er resultatet ikke nødvendigvis negativt: ”Mestrer man spillet”, som Bourdieu udtrykker det (ibid, 1997), er den sociale arv positiv, mestrer man det ikke, forekommer arven at være negativ. Det er altså ikke nødvendigvis det enkelte menneskes materielle position, dvs. den økonomiske ‘kapital’ (ibid.), der alene bliver bestemmende for, om man kan mestre spillet og dermed bestemmende for ens livschancer. Det altafgørende er derimod koblingen mellem individers individuelle kvalifikationer – som fx kreativitet, fleksibilitet og personligt overskud

handle, magte situationer (kompetence).
Med udgangspunkt i Bourdieus tænkemåde om habitus kan social arv, som her defineret, ses som reproduktion af former for social handlen og manifesteret livsstil, som igen er sammenhængende med de kapitalformer, individet har taget afsæt fra og gjort erfaringer med. Bourdieu undrede sig over, hvorfor det lykkedes bedre for de højest positionerede gruppers børn at klare sig godt i uddannelsessystemet end for lavest positionerede og udviklede således en teori om menneskers kulturelle kapital og dennes forbundethed med anseelse og hæder.
Et af svarene er, at den kulturelle kapital, som opnås gennem uddannelse, knytter sig til mødet mellem mennesker med samme former for baggrund kulturelt. I mødet sker der en akkomodering af den kulturelle kapital, son bliver til en symbolsk kapital, der formidles, veksles til andre kapitalformer via sproget, det mundtlige, det skriftlige og mere bredt gennem uddannelse, forbindelser og habitus. Kapitalen opbygges og veksles i skoler, universiteter, de bedste tidsskrifter, og de højest positionerede sociale grupper kan således nærmest monopolisere de objektiverede kulturelle anerkendte tilgange og den prestige og hæder, der er forbundet hermed. Dette fænomen er med til at fastholde de sociale forskelle, hvilket betyder, at privilegerede grupper har mange muligheder for at tilegne sig kulturens redskaber, klare sig i skolen, tage en uddannelse og indtage en samfundsmæssig højt placeret position, mens mindre privilegerede grupper har færre muligheder eller ikke får ’chancen’. Set i et mønsterbryderperspektiv kræver det større anstrengelser og hårde odds at kæmpe op imod, hvis det skal lykkes for individer fra mindre privilegerede grupper at udvikle kompetencer og kapitalformer, der gør det muligt at indtage en position på trods af ’odds’.
Menneskers habitus dannes først gennem familien og sideløbende hermed gennem de systemer/felter, som de indgår

i, og på den måde optager forskellige samfundsgrupper forskellige