Ib Christiansen

Det var en typisk kommuneskole, tegnet i tresserne af en af den slags arkitekter, der arbejdede med radioen kørende.

„Du er virkelig høflig. Du ved jo udmærket godt, hvad der kommer til at stå. Der kommer til at stå alt det, som vi alle sammen alt for godt ved, men som politikerne er så ivrige efter at få os til at glemme.“

„Som for eksempel?“

„At firs procent af oprustningen i Mellemeuropa siden 1965 er sket i Warszawa-pagt landene. At fra 1968 til 1978 gik de amerikanske militærudgifter ned med fyrre procent, mens Sovjetunionen øgede sit militærbudget med femoghalvfjerds procent i samme periode. At vestens styrker blev skåret ned med halvtreds tusind mand, mens østblokken i samme periode øgede deres med et hundrede og halvtreds tusind. Jeg kan ikke fortælle dig noget, du ikke ved i forvejen.“

„Hvorfor så skrive det?“

„Den herskende skole går ud på, at vi skal prøve at forstå motiverne bag den enorme sovjetiske oprustning. Hvorfor opstiller russerne de enorme styrker og samler disse vældige våbenarsenaler?

Jeg mærkede de første stik af modvilje mod Elizabeth, og var da i hvert fald fornuftig nok til at erkende, at min hjerne lavede et alment psykologisk nummer med mig. Den, der har dårlig samvittighed, kan ikke tåle at se sin selvrespekt blive ødelagt, fordi han må indrømme, at han har gjort noget galt, og derfor gør han sig fri af sin skam ved at overføre den til modvilje mod de mennesker, hans handlinger er gået ud over. Jeg følte modvilje mod Elizabeth, fordi jeg havde gjort noget forkert mod hende.