Per Øhrgaard

handler den kortfattede indskrift om mig: Jeg tav.
Men fordi så mange tav, er fristelsen fortsat stor til helt og aldeles at se bort fra sin egen svigten, kompensatorisk at begynde at indstævne den almene skyld eller kun at tale om sig selv uegentligt i tredje person: Han var, så, havde, sagde, han tav … Og det ind i sig selv, hvor der er masser af plads til at lege skjul

Bøger har fra den tidligste tid været hans manglende bræt i plankeværket, hans smutveje til andre verdener. Men jeg ser ham også skære ansigter, når han ikke laver noget, bare

Blind for efterhånden dagligdags uret i byens nære opland

Blind for efterhånden dagligdags uret i byens nære opland – mellem Weichsel og havbugten, kun to landsbyer fra Conradinums lejrskole i Nickelswalde, voksede og voksede koncentrationslejren Stutthof – var jeg alene oprørt over præstevældets forbrydelser og inkvisitionens torturmetoder. Mens jeg på den ene side kunne håndtere tænger, glødende jern og tommelskruer, så jeg på den anden side mig selv som hævner for brændte hekse og kættere. Mit had gjaldt Gregor den Niende og følgende paver. I det vestpreussiske bagland blev polske bønder med koner og børn fordrevet fra deres gårde; imens var og blev jeg vasal hos Frederik den Anden, som befolkede Apulien med loyale saracenere og talte arabisk med sine falke.

Men hvorfor jeg forlagde handlingen i min debut, som var bestemt af mord og drab, til interregnummets tid, „den kejserløse, den skrækkelige tid“ i det trettende århundrede, kan kun forklares med min tilbøjelighed til flugt ud i så vidt muligt uvejsomt historieterræn

At lade de kvalte, halshuggede, brændte og parterede, alle de lig, som dinglede i egetræernes grene som føde for kragerne, optræde videre som ånder, agere i senere kapitler og forskrække tiloversblevent fodfolk, faldt mig ikke ind – jeg har aldrig brudt mig om spøgelseshistorier. Men det kan tænkes, at den uøkonomiske omgang med fiktivt personale som en tidlig erfaring af en skrivehæmning har fået mig til senere, da jeg var blevet en omhyggeligt kalkulerende forfatter, at omgås mere varsomt med heltene i mine romaner

For var jeg blevet hædret med anden- eller tredjepræmien – for slet ikke at tale om den første – havde den præmature begyndelse på min forfatterkarriere måttet vurderes som brunplettet: med kildeangivelse ville den have været gefundenes fressen for de altid sultne kultursider. Man kunne have indrangeret mig som ungnazist, erklæret mig for en belastet medløber, have stemplet mig uigenkaldeligt. Dommere ville det ikke have skortet på

intet subversivt som for eksempel hemmeligt at have rakt flyveblade videre kan aflaste mig.

Jeg allerede til års, han uforskammet ung; han læser sig fremtid til, jeg indhentes af fortiden; mine sorger og bekymringer er ikke hans; hvad han ikke vil se som skændigt, hvad der altså ikke trykker ham som skændsel, må jeg, som er mere end i familie med ham, trækkes med nu. Mellem os to ligger blad på blad af brugt tid.
Mens

kan kun det mest tvivlsomme af alle vidner påkaldes, damen Erindring, en lunefuld, ofte migræneplaget figur, som ydermere er berygtet for at være til fals for den højestbydende