North Audio Publishing

“Okay, jeg er ked af det,” sagde Lola, da de var kommet ind på kontoret. “Det var en lille hvid løgn.”

“Mere end én, gætter jeg på.” Han lænede sig op ad det rodede skrivebord og talte på fingrene. “Den gravide kvinde er ikke – har aldrig været – din kæreste. Og var hun overhovedet gravid?”

“Nej,” sagde Lola skamfuldt.

“Og lugten?”

“Vi kogte en kæmpe portion kål.”

“I ville virkelig ikke have, at jeg skulle flytte ind i den lejlighed, hva’?”

“Åh, du må endelig ikke tage det personligt. Vi vidste ikke, hvem du var. Ligegyldigt hvem der kom, ville vi bare gøre alt, hvad vi kunne, for at afskrække dem.

Han går et andet sted hen, hvor han kan være alene. Han lader mig ikke hjælpe sig.”
“Går et andet sted hen?

Jeg ventede, til den røde lampe begyndte at blinke, så satte jeg linjen på højttaler. “Hvor er du nu?”
“Også goddag til dig, min ven,” hilste Arnoldo med sin karakteristiske italienske accent. “Jeg hører, at jeg gik glip af dit og Evas selskab i restauranten forleden.”
“Vi spiste en udsøgt frokost.”
“Ah, det er den eneste slags, vi serverer. Vi er nu heller ikke så dårlige til middage.”
Jeg lænede mig tilbage i stolen. “Er du i New York?”
“Ja, og jeg er ved at planlægge din polterabend, hvilket er grunden til, at jeg ringer. Hvis du har planer i den kommende weekend, skal du aflyse dem.”
“Eva og jeg er ikke i byen.”
“Hun er ikke i byen. Faktisk slet ikke i landet, så vidt jeg kan forstå på Shawna. Og du vil også være ude af byen. Resten af gutterne er enige med mig. Vi vil tvinge dig til at forlade New York for en gangs skyld.”
Jeg blev så overrasket over det første, Arnoldo sagde, at jeg knap hørte det sidste. “Eva skal ikke forlade landet.”
“Det kommer du til at tale med hende og hendes veninder om,” sagde han roligt. “For vores vedkommende så tager vi til Rio.”
Jeg opdagede, at jeg havde rejst mig op. For helvede. Eva var ikke i bygningen. Jeg kunne ikke bare tage elevatoren ned og finde hende.
“Jeg får Scott til at arrangere flyveturen,” fortsatte han. “Vi tager afsted fredag aften og regner med at være tilbage mandag, tidsnok til at du kan nå på arbejde, hvis du er så ambitiøs.”
“Hvor skal Eva hen?”
“Jeg har ingen anelse. Shawna ville ikke ud med det, fordi det ikke er meningen, at du skal vide det. Hun fortalte mig bare, at de vil være væk i weekenden, og at jeg skulle sørge for at holde dig beskæftiget, fordi Cary ikke vil have, at du blander dig.”
“Det er ikke en beslutning, han har ret til at træffe,” bed jeg ham af.
Han holdt inde. “Det hjælper ikke at være sur på mig, Gideon. Og hvis du ikke stoler på hende, min ven, så skulle du ikke gifte dig med hende.”
Jeg strammede grebet om telefonen. “Arnoldo, du er den tætteste ven, jeg har. Men det vil ændre sig, hvis du ikke får hovedet ud af røven, når det drejer sig om Eva.”
“Du tager fejl af mig,” rettede han hastigt. “Hvis du burer hende inde for din egen bekvemmeligheds skyld, så vil du miste hende. Det, der virker romantisk ved en kæreste, kan virke kvælende ved en ægtemand.”
Det gik op for mig, at han var ved at give mig gode råd, og jeg begyndte at tælle til ti. Jeg klarede den til syv. “Jeg kan ikke tro mine egne ører.”
“Du må ikke misforstå mig.

Mit taljelange mørke hår er en total katastrofe. Toppen ligner en fuglerede. Mine brune øjne er store og drømmende, mine læber er røde og lettere hævede.

Garrett ligner en sexgud, og jeg ligner bare en junkie med virkelig dårlig filler i læberne.

Det, som hænger over sofaen, er af Harry Cameron på et filmset.
Det, som hænger over pejsen, er en plakat fra 1959-version af Little Women, som Evelyn medvirkede i.

„Lad mig gætte,“ sagde Olga. „Massimo har skrevet, at han elsker dig og ungen, og at han i bund og grund kaster regnbuer op af ren lykke lige nu.“

„Noget i den retning. Han skrev, at han savnede mig. For at være helt præcis: ’Jeg savner dig, skat.’“

„Jeg var så følelsesmæssigt ustabil den dag,“ sagde hun og trak på skulderen. „Jeg var træt og gravid. Jack, jeg els

– Ja, du er sikkert også spændt på, hvordan det står til derhjemme, tænker jeg, sagde Røste, da bajerne var kommet på bordet, og de ventede på maden.

„Jeg har ikke plads nok til at male. Og jeg er nødt til at male!“

Samtidig vil jeg ikke lade chancen for at se verden gå fra mig.